Menu
Forrige artikel

Tyrkiet 1923-2013 – fra Atatürk til Erdogan

Kategori: Anmeldelser
Visninger: 2420

Af Ole Schramm, cand. mag. i historie og musik

Der er brug for bøger, som fører udviklingen i Tyrkiet up to date, da Tyrkiet spiller en vigtig rolle i international politik. Der er stadig mange knaster i forholdet mellem EU og Tyrkiet, og relationerne mellem Danmark og Tyrkiet er ikke helt ukomplicerede.

Forholdet mellem Tyrkiet og Danmark er blevet belastet af forskellige sager. Deniz B. Serinci og Serdal Benli nævner fx lukningen af Roj TV, en kurdisk TV-kanal i København. Kanalen havde i mange år været en torn i øjet på Tyrkiet, der ihærdigt havde prøvet at få kanalen lukket. Den blev af byretten i København i januar 2012 dømt for terrorpropaganda til fordel for PKK (Det Kurdiske Arbejderparti), og i Østre Landsret blev den dømt til at betale en bøde på 10 mio. kr., og i august 2013 gik Roj TV konkurs.

Det er vigtigt at forstå, hvorfor det officielle Tyrkiet reagerer således, og hvorfor Tyrkiet har et problematisk forhold til dets historie, fx det armenske folkemord. Forfatterne gennemgår og forklarer udviklingen i det tyrkiske samfund og slår ned på de særlige problemer, der er forbundet med at forstå Tyrkiets historie. De tager udgangspunkt i Osmannerrigets fald og det moderne Tyrkiets opståen efter Første Verdenskrig. Attatürks fundamentale betydning og fremvæksten af den officielle ideologi, kemalismen, bliver ligeledes forklaret. Der er ingen tvivl om, at både Attatürk og kemalismen havde fundamental betydning for, at det moderne Tyrkiet kunne skabes, men udviklingen skabte mange voldsomme og uløste problemer, hvilket forfatterne fortæller om i et sprog og med et engagement, som gør historien vedkommende og spændende.

Vejen mod et demokratisk samfund bliver glimrende belyst, så vi forstår baggrunden for den dramatiske, blodige og voldsomme skæbnefortælling, der udfoldes. Flerpartisystemet kom først i kølvandet på 2. verdenskrig. I kulissen stod militæret, der nidkært vogtede over, at arven fra Attatürk ikke blev anfægtet af islamiske politikere og af ideologiske kampe, der truede den kemalistiske republiks eksistens. Det ene militærkup fulgte efter det andet. Det giver virkelig stof til eftertanke, når konsekvenserne af militærkuppet i 1980 bliver belyst så konkret, som tilfældet er. I 24 punkter nævnes de rædsler, som kuppet afstedkom. Fx blev 650.00 personer arresteret, 300 journalister blev udsat for vold, og 3.854 lærere, 120 universitetsundervisere og 47 dommere blev afskediget. Det er fremragende anskueliggjort.

I årene efter 2000 er militærets rolle blevet begrænset, og forfatterne nævner, at det for første gang i Tyrkiets historie er lykkedes at retsforfølge officerer og andre ledende militærfolk, men på nuværende tidspunkt må forfatterne nøjes med at fastslå, at et endeligt opgør venter forude. Det sidste ord er ikke sagt i denne sag,

Det kan være nyttigt for forståelsen af Tyrkiets nyeste historie at tilføje nogle af de perspektiver, som Lasse Ellegaard skriver om i en analyse i Information d. 31. dec. 2013. Han peger på, at der har været et samarbejde om at eliminere kemalisterne mellem AK (premierminister Erdogans Retfærdigheds- og Udviklingsparti) og Fetullah Gülens islamiske bevægelse. ”Hundreder af officerer, bureaukrater, intellektuelle og journalister er blevet idømt hårde fængselsdomme for ”anslag mod den lovlige regering”. Hverken dommere eller anklagere …. var sarte med bevismaterialets holdbarhed – folk blev typisk buret inde på fabrikerede beviser og vidneudsagn. Resultatet var, at statsadministrationen blev islamiseret, og at hæren blev sendt tilbage i kasernerne uden politisk indflydelse”.

Det samme problematiske forhold til demokratisk praksis kendetegner regeringens og myndighedernes håndtering af protesterne mod et byggeprojekt i Taksim, Istanbul. Fx blev der uddelt bøder til regeringskritiske medier, og fem personer døde under protesterne.

Det er ikke kun den politiske udvikling, der belyses. Der er gode og relevante afsnit om det tyrkiske samfund i forandring mellem landsbykultur og vestlig storbykutur, om islam og sekulariseringen og også om alevierne – Tyrkiets største religiøse minoritet. Der er også gode og informative kapitler om EU og Tyrkiet, om Tyrkiets rolle i Mellemøsten og om Kurderne – Tyrkiets største problem.

I afsnittet om det tyrkiske samfund mellem landsbykultur og vestlig storbykultur finder vi vigtige informationer om populærmusikken og om filmen i Tyrkiet. Forfatterne har i afsnittet om indvandring og flugt til Europa fået et væsentligt aspekt med, når de fortæller, at det tyrkiske miljø i Europa blev større og mere forskelligartet, da der efter militærkuppet i 1980 ankom en række politiske flygtninge til Europa samt folk, der flygtede fra den blodige tyrkisk-kurdiske konflikt. ”Hvor indvandrerne var uuddannede bønder, der ofte var kommet direkte fra den konservative landsby i Anatolien til storbyen i Europa, stammede de politiske flygtninge ofte fra uddannede, intellektuelle storbyfamilier. Derfor kom det sommetider til kultursammenstød mellem de tyrkiske grupper på den ene side og de europæiske landes oprindelige befolkning på den anden side, men også gensidigt mellem de tyrkiske grupper. I Danmark bor der i dag cirka 60.000 mennesker med rødder i Tyrkiet” (s. 51).

Det er en af forcerne ved bogen, at den flere steder viser, hvordan udviklingen i Tyrkiet har forbindelse til forhold i Danmark, eller at den forsøger at illustrere forhold i Tyrkiet med noget sammenligneligt i Danmark. Fx sammenligner de Fethullah Gülens bevægelse, der af modstandere bliver beskyldt for at reislamificere samfundet nedefra, med det danske Tvind-imperium ”Det er svært at gennemskue, hvordan bevægelsen egentlig er opbygget, hvordan ledelsen fungerer, og hvor pengene kommer fra. Denne lukkethed sætter også spørgsmålstegn ved bevægelsens reelle intentioner” (s. 57).

Bogen er forsynet med korte biografier over nogle af de vigtigste personer, et kronologisk overblik, en oversigt over nyttige bøger, hvis man vil læse mere, samt litteratur anvendt til bogens udarbejdelse. Det er godt og nyttigt, men jeg kunne også ønske mig, at der havde været en oversigt over partier og bevægelser i det tyrkiske samfund.

Endelig er det meget mangelfuldt, at der ikke er et stikordsregister. Nogle personer optræder i flere afsnit, og det ville derfor være nyttigt med et register. Registeret burde også have været anvendt på de kildetekster, som man kan læse eller downloade fra nettet. Når kilderne findes på nettet betyder det, at selve bogen er blevet så forholdsvis kort, som den er – 112 sider i alt. Til undervisningsbrug kan man så nøjes med at downloade de kilder, der er brug for.

Det fører frem til udvalget af kilder, som kan ses på s. 110-112. Der er forskellige typer af kilder: interviews, Tyrkiets forfatning på engelsk og tyrkisk, et Ritzau-telegram om indvandringen til Danmark pr. 2012 og en forsvarstale i retten. Det er relevante kilder. Der er desuden artikler fra aviser og historiske analyser, som iflg. mine begreber snarere er fremstillinger. His2rie.dk bruger selv denne skelnen i rubrikken redskaber. Hvorfor så ikke gøre det i oversigten over de tekster, der findes på nettet? Jeg ved ikke, om forlaget dækker sig ind under ordet kildetekster i stedet for kilder?

Forlaget skriver, at bogen (og de andre bøger i serien) er specielt tilrettelagt til historieundervisningen i gymnasiet, hf og hhx. Derfor forstår jeg ikke, at de gængse regler for citation ikke er overholdt. Fx bruger forfatterne et citat af Attatürk, der udtaler sig om opgøret med den muslimske religion og religiøse autoriteter. Citatet er velvalgt, men hvorfor skriver forfatterne ikke, hvor og hvornår citatet er fra? Det lærer eleverne at gøre i de skriftlige opgaver. Andre steder fremgår det, hvornår et citat er fra, men det er stadig ikke klart, hvor det er taget fra. Det er ærgerligt, at disse elementære regler ikke er overholdt.

Alle bøger, som omhandler aktuelle samfundsforhold, har selvfølgelig ikke den seneste udvikling med. Der sker jo virkelig meget i Tyrkiet i øjeblikket.  Der kan bl.a. henvises til forskellige artikler i Information, hvor udviklingen i Tyrkiet beskrives. Fx skriver Lasse Ellegaard i førnævnte analyse fra 31. dec. 2013 i Information, at den nuværende udvikling med magtkampe og korruptionssager truer den tyrkiske økonomi og Erdogans monopol på den politiske magt. ”Erdogan skal nu overleve lokalvalg i marts, præsidentvalg i efteråret 2014 og parlamentsvalg i 2015. Det kan blive svært – den siddende præsident, Abdullah Gül, har lagt luft til sin gamle makker ved at betone, at ”korruption ikke kan skjules i Tyrkiet”.

Når hi2rie er et netbaseret undervisningsmateriale, er der mulighed for, at forfatterne og forlaget kan tilføje væsentlige og aktuelle analyser.

Det fremgår af nogle af billedteksterne og af litteraturlisten, at forfatterne kan tyrkisk og kurdisk. Det er en stor fordel og er nok en af forklaringerne på, at bogen – trods mine indvendinger- er skrevet så engageret og er blevet så vellykket. Det er ganske vist en undervisningsbog, men den fortjener at blive læst af alle, som er interesseret i, hvad der sker i Tyrkiet.

Forrige artikel
Se relaterede artikler
Nicobar-Krøniken
Stenenes magi
Christoffer Columbus' fantastiske rejse