Italiensk opera i Guldalderen 1800-1850

Af Anne Marie Storm

Perioden 1800-1850 var guldalderen for italiensk opera med anslået 2000-2500 nye operaer. Meget få af dem kender vi i dag. Thomas Milholt giver i denne bog bud på, hvorfor så meget god musik er gået i glemmebogen.

I årene 1869-71 udkom to bind om historien om Napolis Musikkonservatorium.  Titlen var skrevet med guldskrift på lyse læderrykke: Skitse til en historie om Napolis Musikalske Skole, vol. 1 og vol. 2.

Forfatteren var Francesco Florimo (1800-88), konservatoriets bibliotekar. Han fremhævede 7 komponister som betydningsfulde: Rossini, Bellini, Donizetti, Pacini, Mercadante, Verdi og Ricci.

I 1880-83 kom en revideret udgave af værket – nu i fire bind og 1800 sider. Her foretog Florimo en dramatisk omskrivning, hvor tre af komponisterne: Mercadante, Pacini og Ricci bliver betragtet som andenrangs komponister.  Det gik især ud over Mercadante, som var en fejret operakomponist og direktør for konservatoriet. Da Florimos store musikhistorie i kraft af grundighed og musikalsk viden blev grundlaget for fremtidig operaforskning, gled Mercadante ud i glemslen.

Thomas Milholt funderer over, om det samme sker i dag, hvor der bliver konstrueret kanoner inden for forskellige kulturelle genrer.

I bogen stiller han følgende spørgsmål:

1. Er vor tids mange forskellige kanontilbud måske i virkeligheden alene baseret på vor egen tidsånd og resterne af en romantisk geniopfattelse?

2. Bliver konsekvensen af en kanon, at vi udvælger og favoriserer de bedste, mens mange andre bliver overset?

3. Bliver konsekvensen af en kanon, at vi risikerer at få en historieskrivning, som bliver præget af forvrængning?

Med Francesco Florimos karaktermord af Mercadante som gennemgående tema i bogen, får vi indblik i, hvordan historieskrivere kan påvirke eftertidens syn på fortidens store komponister.  Det er altså ikke sikkert, at kunstnerisk kvalitet altid vil overleve – også de kulturhistoriske strømninger er afgørende. Herhjemme blev flere senromantiske komponister overset (f.eks. Rued Langgaard), fordi Carl Nielsen blev udnævnt som den tids komponist.

Bogen henvender sig måske nok især til operanørder. Ud af de 262 sider er de 30 en opremsning af:

Mest opførte operaer i Italien 1830-1837
Mest opførte komponister i Italien i 1825-1845
Samtlige opsætninger og forestillinger på Teatro Alla Scala 1810-1909
Samtlige opsætninger og forestillinger på Teatro San Carlo 1810-1909

Alle de oversigter sprang jeg let og elegant over, men resten af bogen var spændende læsning. Et interessant værk.