Menu
Forrige artikel

Kulturarvsmasterplan for Nyborg og Kongernes Østfyn

Kategori: Anmeldelser
Visninger: 329

 

Det går absolut ikke stille for sig i Nyborg for tiden. Et stort anlagt byggeprojekt for Nyborg slot er havnet i et regulært stormvejr. Ikke kun fra den lokale befolkning  lyder der voldsomme  anklager. De har også bredt sig på landsplan. Nu har Østfyns Museer og Nyborg Kommune udgivet hæftet ”Kulturarvsmasterplan for Nyborg og  Kongernes Østfyn”. Her kan læserne forsøge at manøvrere sig gennem grundlaget for sagen. Sådan da.

Af Erik Ingemann Sørensen

Da museumsmanden Erland Porsmose i 2008 fik sammenlagt en række østfynske museer – Johannes Larsen Museet i Kerteminde, Vikingemuseet i Ladby og Nyborg Slot – under én hat, mødtes de kommende medarbejdere til en festlig  sammenkomst, der blev indledt med en omgang bowling. Hyggeligt var det  - og ubevidst ganske symbolsk. Det drejede sig jo om at vælte mest muligt. Og det har man været i stand til.

Først var det en storebæltsfærge, der skulle omdannes til museum. Men den stødte ind i ”Lause’s grill”, der ligger på havnen. Et herligt sted. Her gik man straks i gang med en protestbevægelse. Så selv om Nyborg Slot, der stod bag ideen, havde allieret sig med den tidligere direktør for fregatten Jylland, måtte man bøje sig for folkestemningen.

Mette Ladegaard Thøgersens færge blev ikke til noget

Det var Johannes Larsens Museets leder, Mette Ladegaard Thøgersen, der kom til at stå for projektet. Hun er efterfølgende udnævnt  som leder af Nyborg Slot.

Så kom meddelelsen om, at Nyborg Slot skulle renoveres. Hvad det unægtelig trængte meget til. Jeg syntes ikke, det havde ændret sig meget, siden jeg var barn. Så i Nyborg så man med spænding frem mod det nye, renoverede slot.

Stor opstandelse

Det viste sig hurtigt, at der ikke var tale om en renovering. Da det kom frem, at hele slotsplanen skulle gennemgå voldsomme ombygninger, lød der et ramaskrig i Nyborg. Modstandere sluttede sig sammen, dannede facebookgrupper og gik til angreb.

Læs nærmere om baggrunden på facebookgruppen ”Nyborg slots venner”.

Nyborg Slot har nu udgivet hæftet: ”Kulturarvsmasterplan for Nyborg og kongernes Østfyn”. Et pudsigt tidspunkt kan man sige. Og der er ingen negative toner i bogen. Det er en udmærket oversigt over historien bag og de tanker, man har gjort sig om Nyborg og slottet som kulturbærere.

Sidste år udkom museumsmanden Porsmoses bog ”Konge af Luthers nåde”, som jeg anmeldte på historie-online

Egentligt er der ikke meget nyt i hæftet – lidt mere om byen – så jeg henviser til anmeldelsen i stedet. Det vigtige i hæftet er afsnittet: ”verdensarvsatsningen – tentativlisten”. Om denne hedder det, at Danmark skal ”undersøge om vi har steder, kultur- og/eller naturarv, som vi anser for at have enestående universel betydning, og derfor egnede til optagelse på verdensarvslisten.”.

Her er Danmark repræsenteret med flere attraktioner

I Nyborg arbejder man med tre fortællinger: ”Sværdet”, ”Ordet” og ”Vejen”, hvilket der udmærket gøres rede for i hæftet. Man håber så, man med afsæt i modellen kan blive optaget som ny verdensarv.

Sidst i kulturarvsmasterplanen er der en henvisning til et vigtigt link: www.kulturarvsmasterplan.nyborg.dk.

Her kan man stifte nærmere bekendtskab med de omstridte planer. Det, der undrer denne anmelder, er, at der ikke er billeder med i selve hæftet. Man skal til at åbne sin pc først.

Man kan kun gisne om, hvorfor dette er tilfældet. Dog skal det kort nævnes, at kilder i Nyborg over for denne anmelder har givet udtryk for, at det er karakteristisk for hele forløbet. Man har holdt kortene tæt ind til kroppen. De efterfølgende meget vrede kommentarer egner sig bestemt ikke til at gengive her i anmeldelsen.

I stedet vil jeg først lade billederne tale deres eget sprog:

 Her er der bygget oven på det bestående tårn

Slottet med den nye vinge:

Det er jo indlysende, at der sker voldsomme ændringer. Ændringer der har fået mange til at fare til tasterne.

Jeg afslutter med at henvise til en markant artikel i ”weekend-avisen” fra den 2. august 2019:

 Og med et billede fra barndommens slot.

[Historie-online.dk, den 20. august 2019]

Se Per Grau Møllers anmeldelse af bogen

Forrige artikel
Se relaterede artikler
Havnen – hvor verden ender og begynder
Kulturarvsmasterplan for Nyborg
Genstandsfortællinger