Valget er dit!
Af Anders Ellegaard
Ryd kaffebordet - der er kommet en stor bog om danske valgplakater!
Sæt kryds ved liste I (Interessant) eller ved liste U (Underholdende). Kryds ved begge lister vil ikke gøre stemmesedlen ugyldig!
Opslag med forordninger eller erklæringer på kirkedøre, mure eller andre offentlige steder er kendte mange hundrede år tilbage i tiden.
Denne bog handler om de opslag, som uvægerligt kommer i forbindelse med en valgkamp: valgplakater.
De første egentlige valgplakater, man kender, er fra Frankrig i 1880, men moderne valgplakater med tekst og billede dukker først op 30 år senere. Bogen her fokuserer derfor på perioden fra 1900-tallets andet årti til i dag. Det vil sige perioden efter 1. Verdenskrig
I 1920´erne var valgplakaten enerådende i valgpropagandaen, men nu er den kun én af flere muligheder. Især fjernsyn - og senere de forskellige digitale muligheder - har ændret plakaternes plads i mediebilledet. Men hvorfor bliver partierne og politikerne så ved med at bekoste dem og hænge dem op? Fordi de giver en anden form for synlighed, de har andre virkemidler, de hænger offentligt, de kræver ingen aktivitet, de er der bare. Borgerne, som færdes i by og på land, kan ikke blive fri for at se dem. Fremstillingsprisen er i dag meget lavere end tidligere, og ophængningen sørger kandidaterne selv eller de politiske ungdomsforeninger for. At de virker, kan måske ses af det hærværk, som begås mod dem ved hvert eneste valg
I afsnittet ”Hvad er en valgplakat?” citeres Indenrigsministeriet for denne definition: ”en valgagitatorisk meddelelse på en vejrbestandig plade, der ikke er større end 0,8 m2”. Denne kortfattede definition udvides dog af forfatterne således: ”… en plakat anvendt op mod et valg, hvor afsenderen forsøger at påvirke modtageren for at få ham eller hende til at stemme på afsenderens parti eller afsenderen selv.”
I afsnittet ” Valgplakaternes sprog og udtryk” diskuteres synlighed og blikfang og forholdet mellem billede og tekst. Siden starten af 1960´erne har der været et fald i kvaliteten, idet det ikke længere var kunstnere, der tegnede eller malede plakaterne, men grafikere eller typografer og senere reklamebureauer.
De følelser, plakaterne skal vække, kan være social indignation, medlidenhed, humor eller satire. Med rene tekstplakater tales der alene til intellektet.
Gennemgangen af valgplakaternes historiske udvikling starter med reklamerne for forlystelsesetablissementerne i Paris. Mange har haft Toulouse-Lautrecs cancan piger hængende på værelset. Fra ren reklame for forlystelser blev plakaterne til ren ”reklame” for valg/partier/personer.
Vælgerne skulle stemme af forskellige årsager: ideologiske, personlige, emnemæssige,
vanemæssige, negative eller strategiske. De politiske partier henvendte sig til bestemte grupper af vælgere. Fra 1970´erne opløstes partisystemerne gradvist, og valgplakaterne henvendte sig mere bredt til befolkningen. 1. Verdenskrig havde stor indflydelse på de senere valgplakater. Mobiliseringen af befolkningerne og propagandaen gav erfaring med udformningen af virkningsfulde plakater.
De næste afsnit er ”Valgplakatens første guldalder 1919-1939”, ”Valgplakatens anden guldalder 1945-1959”, ”Valgplakater i en ny medietid 1960-2011” og ”Valgplakatens fremtid”. I disse afsnit gennemgås de faktorer, som har haft indflydelse på valgplakaternes udvikling og indhold. Ikke mindst den hurtige verdensomspændende kommunikation har haft stor indflydelse på dansk politik. ”Ideologier er noget bras”. Det er personer og sager, der giver stemmer.
Bogens anden del er forfatterenes valg af plakater.
”Fremtidsorienterede valgplakater 1918-1945” viser mellemkrigsårenes politiske og ideologiske strømninger på en ofte stærkt følelsesmæssig måde. Der er ikke mange portrætter, men den berømte plakat ”Stauning eller kaos” fra 1935 er heldigvis med. Plakaterne er udført af kunstnere. Men partibogstaver er ikke kommet med endnu.
”Efterkrigstidens valgplakater 1945-1960” har stadig ideologiske og politiske budskaber. Der er stadig ikke mange portrætter, men til gengæld er partibogstaverne dukket op med opfordring til at stemme på partiet. Krydset er derimod endnu ikke blevet almindeligt.
”Velfærdsstatens valgplakat 1960-1973” viser de store ændringer i samfundet, der er sket op til perioden og i løbet af den. TV er blevet et massemedie. Der er velfærd og tryghed. De politiske partier mister medlemmer, og vælgergrupperne smuldrer. Plakaterne udføres ikke længere af kunstnere men af reklamebureauer – de er blevet til reklamer. De er ofte fotos af glade mennesker og familier og ikke af politikere. Partibogstavet er vigtigt, og nu er krydset dukket op.
”Politikernes valgplakater 1973-1989” viser den begyndende amerikanisering af valgkampene. Plakaterne bliver konforme og kedelige. De viser ofte portrætter af pæne, smilende, photoshoppede, venlige og imødekommende mennesker i politikertøj. Tidligere var udgangspunktet for plakaterne vælgerne, men nu er det blevet politikerne. Plakaterne skulle ikke vise en sag eller politik, men politikerne. De sjoveste og mest satiriske plakater blev lavet af de politiske partiers ungdomsorganisationer.
”Valgplakater uden fremtid 1989-2011”viser et skifte i plakaternes tidshorisont. De peger ikke længere på fremtiden – ikke engang den næste valgperiode. De handler om situationen her og nu – om tidsånden. Korte slogans, partibogstavet, vælgerkrydset og politikerportrætterne dominerer plakaterne og gadebilledet. ”Plakaterne er ren markedsføring af politikerne. Valgplakatens hjerte er holdt op med at slå”. Skriver forfatterne. Hulk!
Nå, lad os se, hvad den snarlige valgkamp bringer. Vi krydser fingre.
Bogen om danske valgplakater i 100 år får min varme anbefaling. Den er interessant og underholdende, og den viser et stykke kulturhistorie fra det politiske (virkelige?) liv.
