Menu
Forrige artikel

Glimt af Rom

Kategori: Anmeldelser
Visninger: 2369

Af Poul Porskær Poulsen, arkivar, Vejle Stadsarkiv

Mens tiden nærmer sig for et gensyn med Rom, har det været en fornøjelse at fordybe sig i denne store, flotte bog om den evige stad. Stor som flise er bogen, så den egner sig hverken til at læse i sengen eller til at medbringe i håndbagagen, men som forberedelse til rejsen giver den indsigt og forventning, og sikkert også når man er vendt hjem igen og mindes de skønne pladser, gader, kirker, museer, floden og ikke mindst flodbølgen af romere og andet godtfolk, der myldrer omkring én, når man slentrer i denne herlige by.

Thomas Harder er journalist og historiker og har skrevet en masse bøger om italienske forhold samt oversat italiensk litteratur, så der er man i de bedste hænder, når man skal læse om den lange dramatiske historie, som Rom har gennemlevet og som stadig viser sig mange steder i byen. Og Hans Scheving er arkitekt og Romkender, hvorfor bogen også beskæftiger sig meget med arkitekturen i de forskellige tidsaldre, som kan iagttages i Rom – men byrum og byplan, god og dårlig arkitektur osv. Og endelig er Anne Prytz Schaldemose altså fotograf, og hendes stemningsfulde billeder (det er vel også næsten umuligt at optage andre former for billeder i Rom!) gør det til en æstetisk oplevelse at blade i bogen. Billederne er en fortælling i sig selv med masser af atmosfære.

Ellers er bogen en kronologisk gennemgang af Roms historie. Titlen ”Glimt af Rom” hentyder til, at forfatterne har valgt ud og beskriver det, som interesserer dem mest – og det er helt fint, bl.a. fordi det er rigtig meget ved Roms historie, kultur og arkitektur, der interesserer Harder og Scheving, så mon ikke man kommer ret godt rundt alligevel?

Fra byens opståen på højene, Antikkens storhedstid og de mange kejsere, som giver lejlighed til at fortælle mange historier – en del hørt før, men det gør nu ikke noget, det er under alle omstændigheder spændende læsning. Middelalderens stigende forfald, den vigtige renæssance som kom til Rom med pave Martin V i 1420, og som præger byen i nogen grad, men især barokken: ”Barokken blev den periode, der mere end nogen anden kom til at præge Roms ansigt; den rige arv fra perioden, bygningsmæssigt, kunstnerisk og i bredeste kulturelle forstand, er aldrig forsvundet, men er blevet en del af den italienske kultur”. (s. 138). Ikke mindst den voldsomme byggeaktivitet i 1600-tallet med Bernini som den dominerende kunstner, der har præget Rom i helt usædvanlig grad. Napoleonstiden og Italiens samling med Rom som den nye hovedstad har selvfølgelig også sine afsnit – og så gør forfatterne en del ud af den fascistiske periode, politisk og arkitektonisk, muligvis fordi det er en periode, der normalt ikke gøres så meget ud af i de almindelige guidebøger. Det er i hvert fald blevet et spændende afsnit, hvor undertegnede læst meget nyt.

Beskrivelsen af de historiske perioder ledsages af stilhistorie, hvor den væsentligste arkitektur – kirker, paladser, pladser – beskrives indgående, og hvor man får tips til, hvad man bør se på sin spadseretur rundt i Rom. I disse indskud i den historiske fremstilling træder forfatterne frem med deres personlige opfattelser, og man ser straks, at her er materiale til mange, mange ture til Rom. For selv om undertegnede har været i Rom et par gange, så er det alligevel kun en mindre brøkdel af interessante museer, kunstværker og byrum, som er besøgt og indtaget. Det er kun godt, at man ikke kan blive færdig med Rom!

Der er naturligvis også afsnit om maden i Rom, hvor indmaden spiller en stor rolle, men heldigvis gør pastaen det også; filmindustrien i Rom med både Hepburn og Mastroianni; de elegante og velklædte romere; museerne, kirkerne; Tiberen – og bilerne i Rom: ”Uden bevægelse, uden trafik og uden gadeliv er Rom utænkelig. At trafikken i virkelighedens verden tillige er en svøbe og på forskellige vis skal holdes i ave for ikke at kvæle byen, det er ikke mindre sandt. Sådan har det i øvrigt været siden antikken i Rom.” (s. 169)

Som sagt en meget stor bog, og det voldsomme – og voldsomt spændende – indhold skal ikke refereres yderligere her. Det må man selv læse i forbindelse med rejsen til Rom. Men selv om man ikke er på vej til den italienske hovedstad, så kan man sagtens læse bogen, når blot man går ind for ’almen dannelse’ og interesse for kultur, for så er Rom uomgængelig – og mon ikke også Harder/Scheving/Schaldemoses fine bog vil være uomgængelig. Undertegnede tror det; det har i hvert fald været en meget stor fornøjelse at læse denne velskrevne og vel illustrerede bog. Anbefales hermed.

Forrige artikel
Se relaterede artikler
Bygninger med sjæl
Eremitageslottet
Dansk fotografi historie