Romerske Kejsere
Af Jørgen Stage Larsen
Bogen er en gennemgang af kejsernes liv + en gennemgang af imperiets historie. Det er derfor meget mere end bare livet ved hoffet og under felttogene. Det gør kun bogen mere interessant - men lidt dårlig markedsføring vil jeg mene.
Forfatteren starter med imperiets historie og går herefter via Augustus' indførelse af kejserdømmet videre til afsnit om, hvordan man blev kejser og det at være kejser. Kejserne følges på felttog, og byerne Rom og Konstantinopel gennemgås med kejserlige boliger, paladser, og hvordan bybefolkningerne skulle takles. Til sidst gennemgås tilbagegangen og sammenbruddet af imperiet i vest. Der er mange illustrationer af kejserlige skulpturer, bygninger og kort over forskellige perioder.
Bogen kommer med eksempler fra de enkelte kejseres liv, men der er så mange kejsere (85), at det bliver for fragmentarisk og generelt. Der er så store forskelle i kejsernes og deres tronarvingers liv, at det er en umulig opgave at beskrive det ovennævnte på 180 sider. Der er desværre også letkøbte hypoteser, mangelfuld oversættelse af talrige engelske ord, digtet (s.90) og skematekster (s.20) og statistikforvrængning. Hertil kan man føje en ikke helt gennemarbejdet korrektur, herunder ind imellem mangelfuldt styr på kejsernes familieforhold samt sætninger, der ikke giver mening.
Under hypoteser kan man undre sig over Germanicus og Trajans katastrofale felttog hhv. mod germanere og parthere - som vist begge var rimeligt succesfulde. Grunden til mordet på Commodus bliver i 2 omgange nævnt som hhv. fødevarekrisen og hans optræden som gladiator, selvom det vel snarere var hans cæsarvanvid, der var den egentlige grund. Man kan også blive i tvivl, om det er kejserne eller deres skulpturer, der ændrer udseende. Forfatteren nævner også, at det var normalt, at en kejser blev efterfulgt af sin søn - her tænker han vist på eftertiden, idet det jo ikke var særligt normalt i Rom.
Den mangelfulde oversættelse ses mest tydeligt ved talrige brug af navnet på byen Antioch(ia), men endnu værre er kejser Garyim (Gratian), Severanske slægt og til dels alle de germanske stammer - som endda ved en lejlighed kaldes tyske. Alamannierne, Narcomannierne, Sarmatianerne og Ottomantyrkere - der vist også er den engelske udgave. Brugen af ordene hans/dennes skaber også visse problemer for forståelsen
Statistikken over kejsernes regeringstider er helt misforstået, idet man tager perioden og dividerer med antallet af kejsere, uagtet der på flere tidspunkter var mere end en kejser.
Af fejl og mangler kan i flæng nævnes: Hadrian og Vespasian er ombyttet i en billedkejserrække. Augustus dør et sted "i år 9", og et par steder er et år i 300 tallet byttet ud med et i 200 årene. Afsnittet med kejsersønner er helt umuligt "Constantius II ... var den eneste hvis far var kejser, var kun 2 født", begge de nævnte havde endda flere sønner. "Overtagelse af magten var den sikre vej til at blive kejser"? Et sted er "3 legioner= 60.000 mand", selvom en legion kun var på 6.000 mand. "Hadrian satte aldrig sin fod i et køretøj når han trænede soldater"? "Maximinus Daia blev Augustus i nov. 308" (311 efter Galerius' død). "Tiberius tog snart tilbage til Capri" (ja hvis 14 år er snart). "Lige store timer der varierer efter årstiden"? Hvilken "beslutning udskød Rufus" og hvad betyder "efter Vespasian" (det må være efter at han forlod Judæa, ikke efter han blev kejser).
Familieforholdene er forsøgt udredet, men med begrænset held: Gemellus kaldes Tiberius' søn (sønnesøn), Nero er Augustus' oldebarn (tipoldebarn). Augustus' dynastiske planer var dømt til at mislykkes - han kunne vel ikke vide, at han ville overleve sine børnebørn, og hvad skete der i øvrigt med de andre dattersønner Agrippa og Julius (der i øvrigt hedder Julilla og var en pige). Et sted står "Commodus' søn Marcus Aurelius." Konstantin 2's moder bliver til dennes kone på billedet af den kejserlige familie. Julia Domna bliver kaldt moder til Julia Sohaemias på en side og i boksen på næste side er hun korrekt angivet som søsteren Julia Mæsas datter.
Kilders utroværdighed bliver nævnt, men alligevel brugt i beskrivelserne af de enkelte kejsere. Sejrherrerne bliver helte, taberne skurke og det billede bibeholdes.
En populærhistorisk bog som sagtens kan læses af det brede publikum og især af de unge, der har vænnet sig til at engelsk er skriftsproget. Desværre er bogen uden de store nyheder og favner alt for bredt til, at man kan bruge den til andet end hyggelig læsning. Det skal ikke påstås, at man ikke kan blive klogere på, hvordan kejserne levede og døde, men der er simpelt hen for mange kejsere til, at man kan danne sig et overblik over de forskelle, der var i deres liv og styreformer. Opdelingen af bogen i emner betyder samtidig, at der bliver en del gentagelser, og at kejserrækken tages forfra adskillige gange, så man kan frygte, at nye læsere mister tråden.
