Menu
Forrige artikel

Illerup Ådal bind 15

Kategori: Anmeldelser
Visninger: 517

 

Af Per Ole Schovsbo

Dette sidste bind i den videnskabelige række af publikationer om Illerup Ådal-fundet er skrevet af den kendte arkæolog ved det polske Maria Curie-Sklodowska Universitetet i Lublin, professor Andrzej Kokowski. Den fuldtallige redaktion tæller naturligvis også professor dr phil Jørgen Ilkjær, Aarhus Universitet og Moesgaard Museum, der siden 1975 har udgravet, forsket og publiceret det mægtige våbenfund med over 16.000 genstande, der første gang blev lokaliseret i 1950.  Fundmaterialets omfang bliver ikke mindre imponerende, når man ved, at der kun er udgravet ca. 40% af området i Illerup, der således ville kunne afgive op mod i alt 30.000 genstande - eller flere.  Materialet består af ødelagte og sønderhuggede våben, redskaber, smykker af ædle metaller, jern, glas, træ og læder.  Der er tydeligvis tale om ofringer af våbenudstyr fra fremmede hære, der er opsamlet på slagmarker og måske stammer de makabre fund af menneskerester i det nærliggende Alken Enge fra tilsvarende kampe.

Illerup Ådal-fundet er et af flere store krigsbytteofringer i Danmark, Sydsverige og Nordtyskland, der er undersøgt siden midten af 1800-tallet. Og da bevaringsforholdene i ådalens mosetørv var optimale og fundet veldokumenteret, er materialet og den meget professionelle fremlægning blevet en guldgrube for både Moesgaard Museum og europæisk arkæologi.

Som regel anser man, at det der findes sammen også er nedlagt sammen. Men sådan er det ikke med fund i vådområder og moser, hvor mange forskellige faktorer spiller ind som fx vådområdets udvikling, genstandenes størrelse, form og massefylde. Derfor er kronologiske analyser nødvendige som naturvidenskabelige dateringer, de fundne mønters alder og sammenligning af genstandsmaterialet med sikrede fund (fx grave og bopladser). Hertil kommer vurdering af genstandenes alder ved henlæggelsen fordi deres omløbstid kan være af meget forskellige længde. Man kæmpede med nogenlunde moderne våben hovedsageligt af romersk oprindelse. De havde derfor en relativ kort omløbstid og afslører, at materialet i Illerup Ådal stammer fra mindst tre forskellige nedlægninger i løbet af 300 år (fra 200 til 500 e.Kr.). Den største nedlægning (plads A) indeholder hovedsageligt genstandsmateriale (fx kamme) fra det nuværende Norge og viser dermed, at der har været en norsk hær på henved 1000 mand, der har tabt slaget og efterladt våben, redskaber og smykker på slagmarken et sted i Østjylland. Det er efter kampen indsamlet og henlagt i Illerup. Ådalen var opfyldt af en sø i jernalderen, og de store mængder af genstande er smidt ud i søen fra bredden på et sted, der må have været kendt i flere hundrede år. Man har kaldt stedet helligt og den tilgroede sø, der nu er mose, for en offermose. For at beskytte de tilbageblevne genstande fra jernalderen i mosens tørv er det vigtigt, at den høje grundvandsstand bevares.

Nu er det sådan, at man ikke kun har ofret våbenudstyr i danske vådområder i ældre jernalder men også fx lerkar, ødelagte metalkar som sølvkarret fra Gundestrup i Himmerland og pragtvognene fra Dejbjerg Præstegårdsmose ved Ringkøbing. Meget tyder på, at mange af disse genstande er nedlagt samtidigt med de ældre våbensamlinger. Forfatteren af denne anmeldelse - der som teenager har deltaget i undersøgelserne af våbenfundet i Ejsbøl mose - har fået den opfattelse, at et paradigmeskifte fandt sted i dele af Jylland i løbet af perioden, hvor førromerske pragtsager kasseres eller ofres, samtidigt med at den romerske påvirkning slår igennem. Hvorledes de mange store våbenfunds vidnesbyrd om militære overfald fra Norge men også fra nordlige Tyskland (Mechlenborg) og østlige Sverige skal ses i denne sammenhæng giver Kokowskis bog sit eget svar på.

Metoden er ret enkel. Kokowski behandler en række ikke-militære genstande for Illeupfundet som terninger til brætspil, perler, smykker, amuletter mv. Det var personlige ting som stammede fra soldaternes daglige liv og beskriver deres fremtoning og identitet. Materialet beskriver således ikke umiddelbart de pågældende hæres geografiske oprindelse, og derfor er det interessant, at mange af smykkerne og amuletterne stammer fra det nuværende Polen og Ukraine. Det viser sig, at hovedparten af soldaternes små personlige genstande er røvet fra grave og bopladser muligvis især på Bornholm, der netop havde kontakt med Polen og Østeuropa.

Man må således forestille sig at Norske og Østsvenske marginaliserede germanske stormænd havde rofartøjer af Nydamtype, der fragtede små hære over Kattegat og Østersøen og overfaldt rige bygder i Danmark, Sydsverige, Bornholm, Nordtyskland og Polen. De var udstyret med moderne militærudstyr, smykker og personlige genstande, der stammede fra tidligere røveriske togter i de samme områder. Nogle af slagene mod den lokale befolkning tabte de, og den lokale befolkning ofrede det meste – eller en del af – de slagne hæres udrustning, der jo kunne udgøre en potentiel fare, hvis de faldt i forkerte hænder.

Anmelderen ser derfor, at man i ældre jernalder har ødelagt og deponeret forældede men kostbare metalkar og pragtvogne i moser og søer, for at de ikke skulle røves af de norske før-vikinger eller andre, der var optaget af metallernes værdi. Denne fundgruppe består ikke af gentagne henlæggelser men af ødelagte enkeltgenstande og må derfor være depoter, ikke ofringer. Paradigmeskiftet er med andre ord en skandinavisk urohorisont, hvor man kæmper om værdier som metaller, våben og andre kostbarheder på rige bopladser og grave. Arkæologisk set begynder den med den lokale måske keltisk inspirerede jernudvinding af myremalm i sen førromersk jernalder og udvikler sig frem i yngre jernalders folkevandringer og sætter dagsordenen i vikingetidens sørøveri og ekspansion, indtil de små kongedømmer samles til riger.

Så vidt når den lærde polske professor ikke i sine tankebaner på baggrund af analyserne af de mange perler, vedhæng og spillebrikker fra Illerup Ådal. Målet med publikationen er da også at fremlægge og beskrive de mange genstandes form og udbredelse. Det lykkes naturligvis alt sammen i dette sidste bind af perlerækken af videnskabelige og svært tilgængelige publikationer, der er skrevet og illustreret af Europas dygtigske fagfolk. Det kan simpelthen ikke gøres bedre.   

[Historie-online.dk, den 4. marts 2020]

Forrige artikel
Se relaterede artikler
Knuds Odense
Tæt på etruskerne
Grauballemanden - portræt af et moselig