Profession: Filippiner
Af Ida Munk
Forfatteren, som er uddannet journalist og cand. mag i historie, nævner i sin tak, der indleder bogen s. 9-11, at hun i 2010 mødte en særlig gruppe filippinske kvinder, som hun ”måtte vide mere om” samt at hun er blevet budt velkommen som ”en fremmed og en journalist”. På denne baggrund har hun fulgt ”trådene mellem Danmark og verden, mellem nu og dengang”. I forordet s. 11-15 af sceneinstruktør Ditte Maria Bjerg siges: ” Hvordan kan vi forstå os selv og vores lokale plads og handlemuligheder i disse globale sammenhænge. Jeg tror, at vi skal lytte til de enkelte mennesker, der er bærere af de globale historier. Kun derigennem kan vi forstå de større sammenhænge og strukturer”. Som læser får man således en forventning om, at bogen gennem studiet af en gruppe filippinske kvinder, der rejser til Danmark i 1973, vil skabe en forståelse for os selv og for den globale historie. Forfatteren siger i tråd hermed s. 26: ”Gennem livshistorierne fra de migranter, der har lagt et helt arbejdsliv i Danmark… kan vi blive klogere på arbejdsmigration som fænomen. På relationerne mellem Danmark og verden – og omvendt.” Elementer fra deres liv skal være ”brikker i en større historie om arbejdsmigration, om Danmarks placering i en global politisk økonomi, om forbindelser mellem Nord og Syd.”(s. 32).
Det er store krav at stille til et materiale, der reelt omhandler interviews af og besøg hos fire filippinske kvinder, der ankom til København i 1973, samt nogle af deres slægtninge foruden en kort omtale af tre yngre kvinder, der senere er kommet til landet.
De fire kvinder er valgt ud af den gruppe på 49 personer, som ankom samtidig med fly fra Manila til stillinger som stuepiger på Hotel Scandinavia i København.
Bogen falder i tre dele: Del 1. ’Optakt’, der (foruden tak og forord) har et afsnit ’Rejsen’, der primært handler om det danske behov for udenlandsk arbejdskraft og konkret om den filippinske. Den konkrete rejse for de fire kvinder beskrives først senere. Del 2. ’The 49’ers’, der handler om de fire kvinder Christina, Letty, Pinay og Josie og udvalgte familiemedlemmer, men også om et festarrangement afholdt i februar 2011 for filippinske indvandrere ligesom der er indskudt et afsnit om Hotel Scandinavia. Del 3. ’Migrationen’ har undertitlen ’Mellem etablering og permanent midlertidighed’ og omhandler fagforenings og brancheforenings betragtninger over og analyser af udviklingen i Danmark især inden for servicefagene foruden udsagn fra efterkommere af og slægtninge til de fire.
Bogen er forsynet med en række faktabokse lagt ind forskellige relevante steder, men har ikke en oversigt over dem. Der er et større noteapparat(118 noter over 13 sider), men de mange direkte citater er uden noter. Der er en længere oversigt over materiale og litteratur, men ikke sted og dato for de interviews, der citeres direkte fra (FOA, 3F). Det virker som om intentionen om dokumentation ikke er fulgt helt til dørs. På samme måde har man som læser visse steder et problem med billedmaterialet. Forsidebilledet bliver således ikke forklaret i kolofonen – et stort gruppebillede med ring om fire ansigter. Først s. 32 går det op for læseren, at bogen bygger på interviews af fire kvinder, ergo er det nok dem, der indrammet på forsiden. Ligeledes mangler der flere steder information om, hvem der er på fotos - s. 59, s. 159, s.185 eller hvad vi skal få ud af et foto - af en stuepigevogn på en hotelgang s. 129?
Interview af en person med det formål at få dennes livshistorie frem må være en særlig journalistisk disciplin. Når en persons livshistorie skal kædes sammen med andres angående samme periode og tema, i dette tilfælde 40 års historie for filippinske kvindelige arbejdere, må det være væsentligt at fastholde kronologien uden at den levende historie forsvinder. Forfatteren har her valgt at krydse frem og tilbage gennem årene, personerne og stederne – København og Filippinerne. Det betyder, at den enkelte persons historie kommer frem i brudstykker og at der forekommer en række gentagelser, som forvirrer. Det ville f.eks. give en godt overblik at få hele beskrivelsen af kvindernes kommende arbejdsplads, Hotel Scandinavia anno 1973 sammen med beskrivelsen af deres udgangspunkt i Filippinerne for at søge stillingen som stuepige for så siden at få de senere arbejdsbetingelser frem. I øvrigt er det ikke meget vi får at vide om deres arbejdsbetingelser, kontrakten mm i 1973.
De fire kvinders fortælling viser fire forskellige skæbner med stærke fællestræk. Det er spændende læsning, idet fortællingerne giver en føling af, hvor langt der er fra den hverdag i Filippinerne, som kvinderne forlader, til det liv, de fik i Danmark og – ikke mindst - hvor forskelligt deres liv i Danmark også er i forhold til danske kvinder i samme periode.
Den første kvinde, Christina tog i 1973 sammen med 20 andre fra sin landsby til Manila for at møde en rekrutteringsagent, der for Hotel Scandinavia udbød jobs som stuepige. Hun kommer af sted som den eneste fra landsbyen. Før denne jobsamtale havde Christina, som er uddannet sekretær, opgivet at få job i Manila. Hun, som så mange andre, havde regnet med at ville vende tilbage og åbne en forretning, når hun havde sparet op. Men planerne blev ændret, da hun mødte sin danske mand og stiftede familie. Hun forærede så sin opsparing til familien derhjemme, så den yngre søster kunne få en uddannelse. Men pengene gik i stedet til forbrug til Christinas store skuffelse. Alligevel sender hun stadig penge hjem en gang imellem til bestemte formål. Hun har i dag ingen ønsker om at vende tilbage. Hun blev enke, men er i dag kæreste med en dansk mand.
Også en anden af de fire kvinder, Josie synes at bære på en skuffelse over, hvor lidt de mange penge, der er sendt hjem, har nyttet: ””I 40 år har jeg sendt penge hjem, og de har stadig brug for dem!” Josie sukker”(s. 209) Josie kom til Hotel Scandinavia med en revisoruddannelse. Hun fik efter året som stuepige ansættelse i regnskab på hotellet og har siden arbejdet flere steder med disse kompetencer. Det var hendes far, der opfordrede hende til at søge jobbet i København og med en fætter, der havde anbefalet hende til hotellet, lykkedes det. Josie giftede sig med en dansker og lavede en forsørgelseskontrakt, der betød, at hun sendte halvdelen af det, hun tjente hjem til familien, hvilket var 10.-20.000 kr årligt op gennem1970’erne.
Heller ikke hun har i dag lyst til at vende tilbage til Filippinerne, hvor landsbyen, hun kom fra, i dag er en forstad til Manilla. Men hun gør i dag en indsats for de herboende filippinere ikke mindst for au pair-pigerne, der ofte forlader Filippinerne med en god uddannelse for at passe danske hjem til en løn, der ligger langt over, hvad en sygeplejerske, lærer eller programmør-stilling kan give derhjemme. Om au pair pige arbejdet siger hun: ” Når man er på Filippinerne, så hedder det et arbejde, men når man er her, så hedder det kulturudveksling. Hvis man læser deres kontrakt, så lyder det som et arbejde – bortset fra, at man ikke får rigtig løn.”(s212)
Lige som Josie blev pigen Letty dansk gift og skilt igen. Hun var uddannet frisør og lærer, inden hun rejste til Hotel Scandinavia på den 1-årige kontrakt. Hun er et eksempel på, hvordan midlerne i familien kunne blive fordelt mhp uddannelse. Letty gik på universitetet, men blev bedt om at stoppe, så familien i stedet kunne betale for hendes lillesøsters uddannelse. Letty begyndte så at arbejde som frisør og læste til lærer om aftenen. Lillesøsteren tog imidlertid til Danmark som stuepige i 1971. Her sendte hun penge hjem til Letty, som så kunne færdiggøre sin læreruddannelse, inden også hun tog til Danmark.
De første år i Danmark tog Letty ekstrajobs ved siden af sit fuldtidsarbejde for at kunne sende penge hjem, men hun kunne ikke bruge sin fine læreruddannelse hjemmefra, da det ville koste to års ekstrauddannelse her. Også Lettys mand måtte affinde sig med, at hun sendte penge hjem, selv om det mødte modstand som årene gik.
Pinay, den fjerde pige, blev gift med og siden skilt fra en filippiner, der kom til Danmark fra hendes landsby. Også hun har gennem 40 år sendt penge hjem til familien, som taknemligt har brugt dem på uddannelse. Da hun første gang var hjemme på besøg, havde hun faktisk lyst til at vende hjem igen, men venner af familien rådede hende til at blive i Danmark for på den måde at understøtte familien. Pinay siger, at de fleste i hendes familie nu har fået en uddannelse, og at de er taknemmelige for det. ”De har brugt pengene fornuftigt”, siger hun(s. 163).
Kvindernes betydning økonomisk for familierne i hjemlandet i løbet af de 40 år er interessant. Det er anseelige summer, de hver især har sendt hjem og et betydeligt antal ekstratimer, de har måttet arbejde, for at kunne yde dette - ikke mindst da de også selv har stiftet familie i Danmark og således nok selv kunne bruge de hårdt tjente penge. Det virker som om data har været tilgængelige for forfatteren – ud fra en historisk vinkel ville en belysning af det økonomiske aspekt på det personlige plan sammenstillet med virksomhedens behov og den nationale betydning have bragt bogen nærmere dens mål; at se de større sammenhænge og strukturer på baggrund af de filippinske kvinders livsforløb siden 1970erne.
Forskellen mellem de fire kvinder, der ankom som hotelarbejdere i 1970erne og de filippinske au pair piger, der gennem de seneste 5-10 år er strømmet hertil, belyses i korte afsnit bogen igennem med en del gentagelser. Her kommer generaliseringerne fra de ganske korte historier til den større historie på samfundsplan til kort. Bogen bygger her især i sidste del på branche- og fagforeningernes analyser og forlader den metode, der har været brugt for den tidlige periodes kvindearbejdere. En mere præcis beskrivelse/analyse af vilkårene dengang og nu frem for udvalgte data i faktabokse ville have øget bogens historiske dokumentationsværdi. Men den giver- med sine fortællinger om det fremmedartede i det velkendte hjemlige miljø- et indblik i globaliseringsprocessen på dette område og en fornemmelse for de vilkår denne proces skaber for disse tilrejsende kvinder gennem 40 år.
-
Forfatteren har efterfølgende skrevet en kommentar til anmeldelsen, som kan læses her.
Anmelderens svar til denne kommentar kan ses her.
