Menu
Forrige artikel

Fra enevælde til folkestyre

Kategori: Anmeldelser
Visninger: 9565

Af Simon Ankjærgaard, journalist og cand.scient.soc.

I disse post-Muhammedtegnings-tider er det måske på sin plads, at kigge nærmere på de begreber, der er blevet strøet omkring i den ophedede – og til tider absurde – debat. Hvad er det danske demokrati, som er blevet lovsunget i de seneste måneder? Og vigtigst; hvor kommer det fra og hvordan er det opstået?

I Tim Knudsens seneste værk, ”Fra enevælde til folkestyre – Dansk demokratihistorie indtil 1973”, har statskundskabs-professoren netop som ambition at fortælle historien om et ”usædvanligt heldigt land, der har givet os et samfund, som det meste af menneskeheden med sin lidelsesfulde historie ville misunde os, hvis de kendte det”, som han selv skriver.

Tim Knudsens afsæt er korrekt nok, at ”history matters”. Begivenheder i en fjern fortid har formet de institutioner, som vi lever i og side om side med i dag. Det kan man bestemt ikke være uenig i. Ej heller i hans grundlæggende præmis, at demokratiet i Danmark ikke kun er vokset frem af folket og nationalismen, men i høj grad er et produkt af den statsopbygning, der fandt sted under enevælden.

Tim Knudsen er nemlig meget statscentreret i sin fortolkning af den danske demokratihistorie. Og det er befriende at læse en fortælling, der ikke begynder med enevældens fald og grundloven af 1849. Tim Knudsen bruger meget krudt og mange sider på at godtgøre, hvordan enevælden i mange år var primus motor på demokratiseringen af Danmark, om end det er klart, at en absolutistisk stat som den danske bestemt ikke tåler nogen sammenligning med det, der kan kaldes et moderne demokrati.

Alligevel er det interessant at læse, hvordan de enevældige konger i deres bestræbelser på at beholde magten og samtidig skabe fremdrift og synergi, på længere sigt var med til at underminere sig selv ved at skabe et stærkt civilsamfund. For det første blev den danske adel holdt i en armslængde fra den absolutte magt og for det andet dannedes der rundt omkring i landet byborgerskaber med forholdsvis fri ytrings- og foreningsfrihed.

Senere i bogen fortæller Tim Knudsen, hvordan de ”danske politiske institutioner ... det danske valgsystem og det danske partisystem opmuntrer til dannelsen af normen om at søge brede flertal hen over partigrænserne. Et system med forholdstalvalgmåde og en ekstrem lav spærregrænse som det danske medfører let et kludetæppe af partier. Og intet parti har haft absolut flertal i snart 100 år”.

Sammenholdt med de ovenstående argumenter om, hvordan enevælden fremmede demokratiet – og i øvrigt faldt på en særlig dansk og ublodig måde – bliver Tim Knudsens fortælling til historien om dette særlige, lille land, der på sin egen og forholdsvis fredelige måde byggede et demokrati, som mange over tid har misundet os. Danmark valgte – med Tim Knudsens egne ord – konsensus fremfor guillotine.

Derfor er det også en påstand uden reelt indhold, når han i indledningen skriver: ”Et særligt oplagt eksempel på en konstrueret kollektiv erindring i denne bog er selvfølgelig at nævne, at vi danskere har forlænget demokratiets levetid tilbage til 1849, på trods af at meget få i 1849 ønskede demokrati. Det er at skabe en illusion om demokratiets stabilitet og uforanderlighed i Danmark, som jeg har villet rokke ved i denne bog”

Med sit fokus på strømningerne under enevælden og manglen på revolutionære blodsudgydelser bekræfter han netop, hvordan demokratiudviklingen i Danmark har været stabil. At de demokratiske spilleregler efter 1849 og frem til tiden i hvert fald omkring 1. verdenskrig ikke var så demokratiske igen er ingen nyhed. Det har anden – og bedre – dansk forskning påvist af flere omgange.

Tim Knudsens ambition aftvinger respekt, men er også med til at skævvride strukturen i bogen. Han vil gerne fortælle den komplette historie om det danske demokrati og veksler derfor mellem lange, historiske stræk og tematiseringer. Det giver til tider et kludetæppe af oplysninger – og i hvert fald op til flere afsnit, hvis relevans man ikke lige med det første forstår. En opstramning og en udrensning kunne højne læsekvaliteten en del.

Når det er sagt, så sørger et forholdsvis veludviklet navne- og emneregister for at bogen er nem at navigere rundt i. Har man lyst til at vide mere om den danske demokratihistorie, rummer ”Fra enevælde til folkestyre” således mange relevante oplysninger. Om ikke andet, at enhver demokratisering er unik og afhængig af mange forskellige faktorer. Der findes ingen facitliste og ingen demokratiudvikling er fuldstændig identisk med den danske. Eller den svenske, tyske, engelske, amerikanske ...

Det er værd at huske, når man i disse tider i flæng snakker om ’demokratisering’, ’ytringsfrihed’ og ’forfatninger’.

 

Forrige artikel
Se relaterede artikler
Spion i blodet
Indkomstskatter og offentlig vækst 1903-2005.
Europa. En personlig rejse