Det Ny Danmark
Af Ida Munk
Bogen kan ifølge forfatteren bruges til opgaveskrivning i historie og evt. samfundsfag. Målgruppen er således gymnasiet og historieinteresserede. Bogen med sine 85 taler er en fortsættelse af forfatterens bog fra 2011: Taler til Tiden. 100 danske taler 1835-1972. Vestjysk Kulturforlag. 651s.
Indholdet er opdelt kronologisk i fire perioder, der følger regeringsskiftene. Talerne forbindes med en ledsagende tekst, der med forfatterens ord er ”..så fyldig, at den udgør en hel politisk Danmarks Historie 1972-2012.” (forordet).
Perioden 1972 -1982 har overskriften ’Danmark i krisens tegn’. De 15 taler fra denne periode spænder vidt fra nytårstalerne holdt af Anker Jørgensen i 1973 og Poul Hartling i 1974 over Mogens Glistrup og Erhard Jakobsen til Gert Petersen og Preben Wilhjelm m.fl. Også personer uden for Folketinget som Tine Bryld og Thomas Nielsen er bidragydere.
Perioden derefter dækkes af 14 taler under overskriften ’Schlüters Danmark 1982-1993’. Her omhandler talerne især udenrigsområdet: Nato med taler af bl.a. Uffe Ellemann-Jensen, Lasse Budtz og Ritt Bjerregaard og EF-EU spørgsmålene med taler holdt af Henning Grove, Steen Gade og Holger K Nielsen. Flygtningeproblematikken dækkes af Dronning Margrethes nytårstale 1984 og tamilsagen med statsministerens så ofte citerede gulvtæppetale fra 1989. I denne periode finder også socialdemokraternes ekstraordinære kongres i 1992 sted, hvor Svend Auken blev væltet som formand. Her er hans transskriberede tale medtaget.
Perioden under overskriften ’Fremgang og modernisering 1993-2001’indeholder 16 taler om bl.a. Maastricht-traktaten og det danske nej til euroen. Desuden følges op på flygtningepolitikken med indlæg af Arne Melchior og Pia Kjærsgaard fra 1998. Den danske model samt økonomiske stramninger præsenteres ved taler af socialdemokrater og SF’ere. Endelig får klimapolitikken en enkelt tale af Svend Auken fra 1997.
Den sidste periode fra 2001til medio 2012 har titlen ’Systemskifte?’ og er det største afsnit med 39 taler. Her præsenteres den borgerlige regerings politik gennem Anders Fogh Rasmussens nytårstale 2002 og tale af Jens Rhode og Birthe Rønn Hornbech. Flygtningeproblematikken, udlændingepolitikken og Muhammedkrisen dækkes af en række taler fra regeringen og dens støtteparti i 2006, mens Pointssystemet omtales i 2009 af Johanne Schmidt-Nielsen og Søren Pind. Krigsdeltagelsen i Irak dækkes af fem taler holdt af socialdemokrater, Enhedslisten, de konservative og statsministeren fra 2003.
Den økonomiske krise og buddene på danske løsninger vises gennem taler holdt af henh. Lars Løkke Rasmussen i 2009, 2010 og 2011, mens den nye regerings bud gives via taler af bl.a. Helle Thorning-Schmidt.
Ingen tvivl om, at det er en tryghed for en underviser / historiker at have en talesamling, der omfatter milepælene i den samfundspolitiske udvikling gennem de seneste 40 år, stående i reolen. Graden af anvendelighed og tryghed ved en sådan bog beror naturligvis på, om det er de væsentligste taler, der er med og om materialet er gengivet nøjagtigt og med relevante kildehenvisninger, så kontrol og videre studier kan sikres.
Udvalget af bogens taler og dermed fravalg af andre er naturligvis forfatterens. Gennem netop disse 85 taler vil han vise de ændringer, der har fundet sted i det politiske system, det danske samfund og i Danmarks placering i forhold til udlandet. Men da han i forordet giver udtryk for, at den ledsagende tekst udgør en hel Danmarks historie, er der udeladelser, der undrer. Således er der f.eks. ikke et ord om/ en tale fra april-maj 1998, hvor Danmark havde generalstrejke, mens Kommunalreformen med nedlæggelsen af amterne og oprettelsen af regionerne samt større kommuner kun er behandlet med to taler og tekst på ni sider incl. et kort over regionerne(s. 458-467), hvilket må undre, da et af bogens skrevne formål er at vise, at magten er blevet koncentreret hos en lille elite af toppolitikere og embedsmænd (forordet s. 5). Til gengæld er der en tale af Jørn Lund, Det Danske Akademis sekretær om sprog og ånd fra 2001.
Researchen kunne i hvert fald et enkelt sted have været bedre: Villy Søvndals tale i 2008 og udtalelser til Jyllands-Posten om, at mørkemændene kunne gå ad helvede til/rejse hjem til de religiøse diktaturer kommenteres således s. 514: ”Det gibbede formodentlig i nogle af de gamle SF’ere, da de hørte disse bramfri udtalelser, både fordi tonen var mere rå, end man var vant til fra venstreorienteret side….” En lidt nøjere research ville afdække, at Villy Søvndal faktisk gjorde opmærksom på, at netop disse udtryk var genbrug af den tidligere formand, Holger K. Nielsens udtalelser om antisemitiske muslimer tilbage i 2002.
I sine betragtninger over nogle af talerne i den sammenbindende tekst anvender forfatteren fagudtryk fra retorikken som topos, anafor, trikolon, calumnia, logos og antitese. En analyse af talerne ud fra retorikkens kriterier kunne give en interessant anden type faglig vurdering med i købet, men da det ikke gøres konsekvent i forhold til alle talerne, virker informationen mere overraskende end formålstjenlig – og selv når enkelte politikere vurderes som gode talere f.eks. Anders Fog Rasmussen, sker det ikke ud fra faget retoriks kriterier.
Bogens anvendelighed som f.eks. opslagsværk lider noget under, at titlen på den enkelte tale alene indeholder et årstal, men ikke oplysninger om sted og dato for talens afholdelse. Denne metodik er fastholdt fra den tidligere bog, Taler til Tiden. For de flestes talers vedkommende kan man finde disse data ved at gå tilbage til den sammenbindende tekst, men værdien som opslagsværk sættes ud af kraft. I stedet har forfatteren givet talerne nogle overskrifter, som ind i mellem undrer: ’Manddomsprøven’ eller ’Danmark lever endnu’, mens andre overskrifter som ’Intet er fejet ind under gulvtæppet’ kan være en hjælp i en søgning.
Den anvendte typografi skulle indikere, hvornår det er den sammenbindende tekst og hvornår det er talen, kilden, der gengives, idet der opereres med dobbelt linjeafstand i talerne. Men nogle steder f.eks. s. 38 anvendes en tredje typografi, hvorfor læseren kommer i tvivl og skal bruge tid på at orientere sig.
Hvad angår nøjagtigheden i materialet, skæmmes det af en dårlig korrekturlæsning: Flere afsnit i Ritt Bjerregaards tale (nr. 13 fra 1980) dubleres. Der er hele bogen igennem voldsomt mange slåfejl, hvilket irriterer og betyder, at tilliden til den enkelte kilde daler, fordi disse detaljer ikke er i orden. Det havde f. eks. været rart, om det var kommenteret, at Holger K Nielsen stadig i 1994 sagde EF og ikke EU, - hvis talen er korrekt gengivet i bogen s. 278. Det vil man dog for denne tales vedkommende kunne kontrollere, da kilden er korrekt angivet.
Korrekt kildegengivelse forventes som en selvfølge af en bog skrevet af en historiker, som underviser i gymnasiet. Det er en disciplin, som indgår i elevernes opgaveskrivning. Overraskende nok er der mange ufuldstændige kildeangivelser som f.eks. s. 18 og s. 448, hvor der henvises til Danske Taler, som ikke er en titel, der findes i afsnittet ’Anvendte bøger og artikler’ eller s. 31 og s. 519, hvor alene ’Statsministeriet’ angives. Naturligvis man kan søge efter talerne på Statsministeriets hjemmeside, men hvad med en smule service - et link til det præcise sted? Der anvendes i forbavsende få tilfælde links og flere gange alene til en hjemmeside eller til sidehenvisninger i bogform, f.eks. til Folketingstidende. Til gengæld er flere taler fundet på wikiquote, hvortil noten alene er ”Citeret efter wikiquote” eller blot ”wikiquote” f.eks. note 271 s. 639, note 200 s. 632 og note 220 s. 634. Hvorfor finder en historiker ikke frem til originalen til brug for en fagbog som denne?
Også i større afsnit i den forbindende tekst, som direkte gengiver citater er der problemer med kildehenvisningerne f.eks. til Steen Gades tale s. 287 eller s. 320-21, hvor flere citater gengives uden kilde, idet der efter sidste citat angives én note fælles for alle de foregående. Omvendt med note 307 til side 495, som henviser til næste note for kilde.
Der er simpelt sjusk som f.eks. s. 305, hvor der i en parentes står ’jf tabel’, som ikke findes eller henh. s.171 og s. 209, hvor tabel og diagram er uden kildeangivelse.
Billedmaterialet er for en stor dels vedkommende billeder hentet fra Wikipedia. Hvorfor gør en professionel historiker sig ikke den ulejlighed at få ordentlige fotos af f.eks. de politikere, han ønsker at vise i stedet for dårlige gengivelser som f.eks. af Svend Auken s. 154. Der stilles givetvis bedre fotos gratis til rådighed. På s. 350 gengives hele tre små dårlige fotos fra World Trade Center angrebet 11.9.01. Eller mere besynderligt: S. 41 gengives et foto udelukkende af Gert Petersen siddende i en stol med billedteksten: ”Gert Petersen under en samtale med lederen af Rumæniens kommunistiske parti ca. 1980. Wikipedia.” Hvor er lederen, og hvem var han, og hvorfor var Gert Petersen der, og hvornår var det?!! Og hvorfor skal vi vide, at et billede af Lene Espersen er taget under et besøg i Patent – og Varemærkestyrelsen (s.548)? Hverken billede eller tekst giver nogen sammenhæng.
I en anden kategori er billedet s. 373, der er en illustration fra 1400 tallet af Skt Jørgen, der fælder dragen. Billedet er placeret i Pia Kjærsgaard tale, som forfatteren har givet overskriften ’Manddomsprøven. Pia Kjærsgaard 2001’. Ordet anvendes af Pia Kjærsgaard én gang i talen vedr. afventningen af udlændingepakken, hvor hun siger: ”Pakken er regeringens manddomsprøve og giver os svaret på, om VK-regeringen lever op til de løfter…”(s. 377). Sammenhængen til Skt. Jørgen og dragen angives i den forbindende tekst forud for talen: ” I øvrigt indgår ordet manddomsprøve også tit i en mytisk sammenhæng, dvs. i myter om helten, i den kristne udgave Sankt Jørgen, der skal fælde dragen og redde prinsessen.” (s. 372) Forfatteren mener i øvrigt, at Pia Kjærsgaard i denne tale bruger den kristne martyrtanke i en sekulariseret udgave. Det vil vist ikke falde mange ind at læse dét ud af talen.
Forfatteren giver sine vurderinger til kende i den forbindende tekst, uden at det altid er indlysende at se, hvorpå disse bygger f.eks. s. 231 om effekten af privatiseringen af Tele Danmark og DSB. Andre vurderinger, der vækker undren er den ligefremme karakteristik, som forfatteren giver de forskellige politikere med på vejen. Ritt Bjerregaard er en ’hård nyser’ (s.181), Connie Hedegaard kaldes ’den kvikke, engagerede’, mens Hans Christian Schmidt er ’indolent’ ( s.432). Mogens Lykketoft kaldes ’utrolig kompetent og erfaren’ (s.437)og Pia Kjærsgaard er ’godt skåret for tungebåndet og rap i replikken’ (s.152). Marianne Jelved karakteriseres ved, at hun blev økonomiminister ”.. selv om hun ikke havde ret megen forstand på nationaløkonomi…”( s.224).
S. 603-608 formuleres en slags konklusion på bogen under to overskrifter, ’Centralisering’ og ’Magtkoncentration’. Her savner man nogle delkonklusioner tidligere i bogen for at kunne følge de ganske bastante konklusioner. Og der tages forskud på historien f.eks. med formuleringen: ”Et andet eksempel var oprettelsen af Udbetaling Danmark, der i 2013 via fem nyoprettede centre skulle overtage udbetalingen af folkepension…. , som kommunerne hidtil havde håndteret.”(s.603-04) I bedste fald er formuleringen forvirrende. Det hævdes også uden belæg i de foregående 600 sider, at ”De unge – især pigerne - tog til de store byer og blev der” (s. 604).
Bogen igennem er der forskellige diagrammer og oversigter, som gennem en kommentar kunne have dokumenteret nogle lange linjer til støtte for forfatterens ønske om at vise, ”at magten i endnu højere grad er blevet placeret hos en lille elite af toppolitikere og embedsmænd”, som forordet s. 5 postulerer, men de fremstår som oftest ukommenteret og uden kildeangivelse. Det nævnes, at forfatterens skrivende stund er juli 2012 (s. 589). Bogen udkom i august 2012. Måske skulle forfatteren have brugt noget mere tid inden trykningen af bogen til at læse korrektur og få tydeliggjort de linjer i den sammenbindende tekst, som han ønskede at bruge til sin konklusion om centralisering og magtkoncentration.
Bogen indeholder en rigtig god samling af væsentlige taler gennem de seneste 40 år, som det er godt at have let adgang til, men da der er usikkerhed i forhold til kilderne, og da bogen indeholder en del sjuskefejl, kan man desværre ikke kan forlade sig på denne bog alene i en seriøs behandling af stoffet.
