1968
Af Ingeborg Philipsen, cand.mag., forskningsassistent i PET-kommissionen
Antologien 1968 dengang og nu tager fat om ”Myten om 1968”. Formålet med bogen er at råde bod på det hul, der eksisterer inden for historie- og kulturforskningen, med hensyn til begivenhederne i 1960’ernes og 1970’ernes Danmark. Det er et velkomment og stærkt tiltrængt projekt, med mange nye vinkler – og en del gammelkendte – på ”1968” og historien om historien om 1968.
Det fremgår imidlertid tydeligt af redaktørernes indledende artikel ”Arven fra 1968”, at bogen i lige så høj grad er et partsindlæg i den nuværende ”kulturkamp”, hvor de såkaldte ”68’ere” har været skydeskive for regeringens og i særdeleshed Dansk Folkepartis opgør med fortidens magtelite på venstrefløjen. Ud over statsministeren og naturligvis Søren Krarup, er redaktørerne oprørt over to navngivne akademikere, fremgår det af indledningen, nemlig pædagogen Niels Egelund, der ifølge redaktørerne har angrebet ”1968-pædagogikken” for at være skyld i ”… slaphed og manglende disciplin blandt eleverne”. Derved har han angiveligt tilladt sig ”at reducere 30 års komplekse historiske erfaringer indenfor pædagogikken ved den blotte henvisning til 1968.” (s. 11). Redaktørerne beklager, at Egelund kan fremføre sine påstande uden at han bliver afkrævet ”at gøre nærmere rede for ”68-pædagogikkens” opståen, karakter og udbredelse.”
Det er i den sammenhæng bemærkelsesværdigt at bidragyderne til antologien i flere tilfælde selv henviser til ”68’erne” og ”1968”, samtidig med, at de gør opmærksom på begrebets fejlkonstruktioner. Begrebet ”68’ere” bruges både nedsættende (af højrefløjen) og som et mere neutralt samlet begreb man henviser til for at lette kommunikationen. Ved fuldstændig blindt at slå ned på Niels Egelunds benævnelse ”68-pædagogikken”, får læsere, der ikke kender til sagen, det indtryk at Egelund vil tilbage til den ”sorte skole” og genindføre afstraffelse i stil med den Søren Krarup støttede, før den Blå Betænknings Tid, hvilket er absurd. Det fremgår da også af redaktørernes interview med leder af Zahles Seminarium, Lars Jakob Muschinsky, at den manglende disciplin er et reelt problem (hvilket de færreste, der som undertegnede har børn i skolealderen, er uvidende om). Men det virker ikke som om det er gået op for de to interviewere, bogens redaktører. En af Egelunds visioner er blandt andet opløsningen af den klasseopdelte skole, og fjernelse af skoleskemaet – det han kalder ”den rummelige skole” (og det lyder jo helt ”68-agtigt”!)
Et andet eksempel redaktørerne peger på til skræk og advarsel, er PhD.-stipendiat Anders Holm Thomsen, der betegnes som et ”graverende eksempel” på hvordan ”myten om 68 fastholdes og bruges som et politisk erindringssted med direkte fejlfortolkninger som konsekvens.” Thomsen påstår nemlig, at studenteroprørenes revolution lykkedes på alle områder, og at deres strategi var nøje gennemtænkt fra den allerførste start: Deres målsætning var at erobre statsapparatet. Før vi kategorisk afviser Thomsens påstande, var det måske værd at overveje, om der var noget om snakken om, at i hvert en del af venstrefløjens politiske aktive under studenteroprøret, som søgte at sætte sig på de offentlige institutioner – om ikke andet for at kunne tilbagevise Thomsens påstande på et lidt solidere grundlag, end det der bliver gjort her: Redaktørerne peger selv på, at ”68” er et stort set uudforsket område. Stephen L. B. Jensen og Thomas Ekman Jørgensen har godt nok lavet et pionerarbejde om Studenteroprøret på Københavns Universitet, men deres ene undersøgelse er vel ikke udtømmende for alt, hvad der foregik i den sammenhæng – snarere må man vel betegne den som et værdifuldt første spadestik, i et område der skal forskes meget mere i – der var jo som bekendt også andre institutioner og universiteter end Københavns Universitet. For eksempel gik dele af studenterbevægelsen, kendt som Studenterfronten, vist nok noget mere radikalt til værks på Århus Universitet! Før man således fuldstændig blankt afviser hver og en af højrefløjens påstande som udelukkende ”myte”, bør man nok afvente flere forskningsresultater.
I den forbindelse er Stephen L. B. Jensens bidrag til antologien, ”Unge leger samfund og nogle laver kup” om et mislykket seminar på Mors arrangeret af studenteroprørerne fra Københavns Universitet, interessant: Jensen beskriver den rivalisering, der opstod mellem ”livsstilsradikalister” (hippier) og ”aktivister med en revolutionær politisk dagsorden”, da de efter succesen med at sætte gang i demokratiseringsprocessen på Københavns Universitet skulle blive enige om retningen for bevægelsens fremtidige aktiviteter. Begivenhederne på Mors ses som ”et minikosmos på en mere overordnet konflikt indenfor rammerne af 1968-oprøret”, og forfatteren peger på begreberne ”fremmedgørelse, revolution og frigørelse” som nøglebegreber, ikke bare i forbindelse med seminardeltagernes selvforståelse, men som ”omdrejningsaksen i 1968-oprørets selvforståelse,” som sådan. Jensen redegør for ”jeg-power”-grupperingens holdninger (der foreskrev, at man satte egne behov i centrum og analyserede egne motiver, før man handlede), overfor aktivisterne med den navnkundige Finn Ejnar Madsen i spidsen. Jensen citerer omhyggeligt fra fløjenes skriverier i de organer, der blev brugt til at føre krigen mellem de antiautoritære jeg-powerfolk og de autoritære revolutionære aktivister. I et længere afsnit citerer Jensen et indlæg fra Finn Ejnar Madsen:
”Men autoritetsfjenderne kræver, at den autoritære politiske stat bliver afskaffet med et slag, endnu før de sociale betingelser, der har fremkaldt den er tilintetgjort. De kræver at den sociale revolutions første handlinger skal være autoritetens afskaffelse, men har de aldrig set en revolution? En revolution er afgjort det mest autoritære, der findes. Den er en handling, hvorved en del af befolkningen påtvinger den anden sin vilje ved hjælp af geværer og kanoner, altså de mest autoritære midler man kan tænke sig. Og hvis kampen ikke skal være forgæves må det sejrende parti hævde sit herredømme ved hjælp af den skræk som dets våben indgyder de reaktionære.
Altså et af to: ENTEN VED AUTORITETSFJENDERNE IKKE, HVAD DE SIGER/OG I SÅ FALD SPRÆDER DE FORVIRRING, ELLER DE VED DET OG I SÅ FALD BEGÅR DE FORRÆDERI MOD BEVÆGELSEN, I BEGGE TILFÆLDE TJENER DE REAKTIONEN.” (Finn Ejnar Madsens fremhævelse, IP)
I sin analyse af dette citat skriver Jensen, at ”den selvsikre tone er slående i alle indlæggene.” ”Selvsikkerheden er med til at stille synspunkterne skarpere overfor hinanden”, mener han. Jensen mener dog ikke, at man ”med sikkerhed kan konkludere”, at opbakningen til Finn Ejnar Madsens synspunkter ”nødvendigvis var meget udbredte”. Finn Ejnar Madsen var en særdeles aktiv deltager, men man ”kunne godt være profileret med klare synspunkter uden at vinde særligt genhør blandt de øvrige studerende”, påpeger Jensen. I Politisk Revy og ungdomsmagasinet Superlove blev jeg-power-folkene således fremstillet som de mest repræsentative for seminaret. (s 46-47). Jensen begrænser sig til at kalde Finn Ejnar Madsens indlæg for ”selvsikkert”! Det er muligt at Jensen mener, at citatet taler for sig selv, og at han har ret i, at opbakningen ikke var stor til Finn Ejnar Madsen. Jeg får imidlertid en fornemmelse af, at der er tale om en undvigemanøvre, når man nøjes med at understrege, at Madsen formodentligt slet ikke havde opbakning til sine synspunkter, uden at komme nærmere ind på det manden sagde, om det (revolutionære) sejrende partis opretholdelse af herredømmet ved hjælp af den skræk, som dets våben indgød fjenden, ”de reaktionære”. Forholdet synes at være det samme i analysen (eller manglen på samme) af Niels Frölichs udtalelser i et radioprogram vedrørende den ”blodige” revolution, hvor maskingeværerne ville afgøre, hvem der havde magten (s 47). Det bliver blot til en kommentar om, at interviewerne vil drille! Går Jensen på listefødder her? Det ligner i hvert fald berøringsangst – for man vil så nødig hælde blot en lille bitte sjat vand på Søren Krarups, Bent Blüdnikovs og lignende korsfareres mølle og derved (med et udtryk lånt fra Sigurd Hoel og Hans Hertel) omfavnes af konservative heksejægere og ideologiske lommetyve. Det risikerer man jo, hvis man går nærmere ind på, hvad det faktisk var folk som Finn Ejnar Madsen og Niels Frölich gik og sagde, og hvilken konsekvens det havde. Men man bør ikke derfor undlade at kalde en spade for en spade!
Det eneste undertegnede savner i denne antologi er da også et stykke forskning, der tager seriøst fat om den del af ungdoms- og studenteroprøret, der handlede om visse unges voldsdyrkelse på den revolutionære venstrefløj – hvor mange var de og i hvilket omfang fik de udtalt, eller stiltiende opbakning fra ”masserne”? – naturligvis efter Thorsten Borring Olsens (og andres) standard for god historieforskning, hvor man ikke dømmer historien på nutidens præmisser, men forstår den ud fra sine samtidige forudsætninger og uden at forskningsresultatet på forhånd er blevet skrevet som et indlæg i den standende ”værdidebat”, hverken fra den ene eller den anden side.
Derudover savner man ikke noget i antologien, der kommer vidt omkring. Klaus Petersens artikel ”De loyale oprørere” giver et indblik i en side af ungdomsoprøret, der normalt ikke tænkes på under begrebet ”1968”, nemlig socialdemokraternes andel i løjerne inden for rammerne af Socialdemokratisk Samfund. Ligeledes læser man Mikkel Thorups velskrevne og dybt interessante analyse af den politiske højrefløjs kritik af ”68’erne” med stor gevinst. Thorup viser at Søren Krarups kritik af venstrefløjens frisindsideologi har rod i ”modoplysningen”, der går tilbage til modstanden mod oplysningsfilosofien og den franske revolution. Thorup argumenterer overbevisende for, at det yderste højres brug af 68-begrebet har mindre at gøre med begivenhederne omkring 1968 og mere at gøre med en generel modernitets- og systemkritik. Har man som undertegnede haft svært ved helt at forstå fra hvilken planet, Søren Krarup og Co. skuede ud over verden, er denne artikel god at blive meget klogere af.
Kendetegnende for den del af bidragene i antologien, der går under betegnelsen ”Kulturelle og Samfundsmæssige betydninger af 1968”, er påvisningen af, at det vi generelt forbinder med 1968, på den ene side var noget der startede langt tidligere, nemlig i slutningen af 1950’erne eller starten af 1960’erne. Det gælder for eksempel beatmusikken og de nye strømninger inden for litteraturen, og kunsten. På den anden side var andre dele af det, vi forbinder med ”1968”, såsom kollektiverne og kvindebevægelsen, noget der faktisk først slog igennem senere, i 1970’erne. De kulturelle karakteristika vi generelt forbinder med ”1968”, skal derfor i virkeligheden snarere placeres i ”1958” eller i ”1978”.
Endelig skal nævnes Sarah Højgaard Cawood og Anette Dina Sørensens artikel om pornoens legalisering, der er et længe savnet opgør med blandt andet Morten Things fejlagtige kobling mellem pornografiens frigivelse og seksualitetens frigørelsesprojekt.
En del af bidragene er kendetegnet ved en udpræget indforstået fagjagon, der gør antologien uegnet til brug for eksempel i gymnasiet, hvilket er en skam. Især kæmpede jeg med Michael Langkjærs stykke. Jeg kom da igennem, især fordi projektet med at se dele af venstrefløjens eksperimenteren med euforiserende stoffer, som en del af amerikaniseringen, var interessant. Koblingen til den amerikanske frontier-myte er måske ikke helt overbevisende, men det er et eksempel på, at centrale, men hidtil undgåede emner inden for forskningsfeltet, endelig bliver forsøgt taget op.
Bidragene i antologien er i øvrigt også præget af en del personlige anklager og angreb – også mellem bidragyderne indbyrdes. Det er mange følelser i klemme, når det gælder det, der foregik i 1960’erne og 1970’erne!
