Menu
Forrige artikel

Syndikalist-Løjtnanten

Kategori: Anmeldelser
Visninger: 850

 

Af Birthe Korsbæk

Ifølge ”Ordbog over det danske sprog” er en syndikalist en ung kunstner, der på revolutionær vis drømmer om et bedre samfund med kunst, litteratur og teater som afgørende veje til frigørelse, om nødvendigt med revolutionære midler. En kampform, en kritik af det nuværende og en kampform til ændring/omvæltning af det eksisterende.

Den unge generation i 1920-erne og trediverne var optaget af at ændre samfundet, således også bogens titelfigur Bertel Budtz Møller.

Bertel var thybo og forststuderende i starten af 1900-tallet. Han førte grundige dagbøger i elevtiden og i soldatertiden. En artikel af ham i tidsskriftet ”Klassekampen” førte til afskedigelse som sekondløjtnant i hæren.

Andre blev fængslet og/eller afskediget for deres revolutionære fremtræden. Oprøret bredte sig på arbejdspladserne, men epidemien af Den spanske Syge, som kostede mange unge livet, tog brodden lidt af oprørstrangen. Virkemidlerne kunne være voldsomme. Digteren Emil Bønnelycke afsluttede således et foredrag med at affyre revolverskud i loftet.

Det lykkedes Bertel at få et par af sine tekster omsat til scenekunst i 1926, - opført på Riddersalen. I 1923 udkom hans ”Blændværk”, som var totalteater, indeholdende både opera, ballet, dans og komedie.

I 20-erne spillede tidsskrifter en afgørende rolle i debatten. Bertil var redaktør af ”Baalet”, som var den socialistiske yderfløjs ”lysende bavn”, - et kampskrift!Programerklæringen var flammende og dramatisk. Man ville sætte ”samfundet i brand”!

Højskolerne blev oprettet for at fremme ”kammeratlig oplæring og oplysning” – proletarisk kunst contra professionel læring! ”Baalet” fik dog ingen lang levetid.

I 1923 startede Bertil ”Nordjysk Forlag” i Hjørring sammen med Knuth Becker. Her – i et loftsværelse – blev hans første bøger til, og her dannedes ”Nordjysk Forlag” med Fenrisulven som bomærke. Bertil leverede især fortællinger til revolutionære blade, samlede en række fortællinger om samfundets forsagte skæbner i tidsskriftet ”Thyboerne, - tragiske skæbner, der har levet i Thy.”

Senere stiftede han ”Arbejdernes Teater”, som skulle give proletaren forædlende oplevelser efter forbillede fra Finland og fra det russiske teater. Han betragtede ikke teater som underholdning, men som et kraftigt agitationsmiddel.

Det gik nu ikke altid godt. Dansk skuespillerforbund var ude med riven. En konflikt om aflønning af skuespillerne gjorde arbejdsforholdene vanskelige.

I trediverne gav dramatikere som Bertolt Brecht og Kjeld Abell og teatrets leder Per Knutzon teatret et løft. Her opførtes Bertel Budtz Møllers livsspil ”FLODEN”, - et kompliceret drama, formet i rytmiske replikker. Det blev forsøgscenens første opførelse, - en succes!

I 1929 slog Bertel og hustruen Frida sig ned på en strandgård i Hanstholm. Her blev Bertel en meget aktiv del af det lokale foreningsliv. Hans roman ”Brændevinshøjen” var et opgør med afholdsbevægelsen.

Han skrev artikler for ugebladet ”Landet”, hvori han beskrev de rigdomme, Nordvestjylland gemte på, - og Thybohistorier, som oplæstes i radioen.

Bogen indeholder en af hans fortællinger. ”Den store historie om Thy”. Man oplever her, at han var en dygtig og medlevende fortæller med et muntert glimt i øjet. Anmeldelserne var blandede, men nogle af dem kunne godt se noget specielt og originalt i Bertes fortællinger.

Under 2. Verdenskrig stiftedes Thyboforeningen i København, Bertel var første formand, men indre stridigheder og uoverensstemmelser førte til hans fratræden. Senere tog han del i modstandskampen. En journalist fra Politiken, som besøgte Bertel i 1943 beskriver ham således: ”Der er noget stort over Bertel. Han er ikke sådan at komme uden om”. I sine seneste år fortalte Bertel sine Thylandshistorier i aviser landet over. I starten af fyrrerne samledes disse i to digre værker.

Bertel døde af en hjerneblødning i marts 1946, - 55 år gammel. Nekrologen beskrev ham som en fysisk og åndelig kæmpe. Han gjorde Thisted og Thy kendt over hele landet. En mindeplade er opsat på kirkegården i Hvidovre. Bertels kone, skuespillerinden Frida Budtz Møller døde i 1978. Hun var fra et arbejderhjem på Vesterbro i København, og hun arbejdede til sin død, - oplæste bl. a. arbejderdigte af digteren Oscar Hansen i radioen.

I 1921 skrev Bertel et skuespil ”Liden Engel”. Det blev opført i Thisted efter hans død. Ved den lejlighed blev han mindet med disse ord: ”En brændende idealist og en rig begavelse, der ikke når de stjerner, han stiler imod, men som alligevel skaber noget, der vil bevare hans navn”.

Vi har her en interessant beskrivelse af en interessant person og hans liv og virke. Han nåede ikke de stjerner, han stilede imod, men skabte alligevel et ry, der vil leve.

SYNDIKALIST-LØJTNANTEN. En interessant person med et interessant virke.

Historie-online.dk, den 27. november 2018

Forrige artikel
Se relaterede artikler
Poul Henningsen dengang og nu
Federspil - En dansk europæer
Fidel