Menu
Forrige artikel

Storm over Stillehavet

Kategori: Anmeldelser
Visninger: 809

 

Af Kresten Søe

2. verdenskrig i Asien begyndte 1937 ved Beijing

Stillehavskrigen startede efter spændinger og accelererende kampe mellem Kina og Japan op gennem 1930’erne.  En decideret krig brød så ud i 1937 efter en episode ved Marco Polo Broen ved Beijing.

Herefter strømmede militært overlegne japanske tropper ind fra lydstaten Manchuriet og besatte under uhørt brutalitet den ene kinesiske provins efter den anden.

Førhen var gået et århundredegammelt modsætningsforhold, hvor de to landes udvikling for alvor afveg i forskellig reaktion på de vestlige landes tvangsåbning af handelen midt i 1800-tallet.

Mens Kina her blot afviste vestens teknologi, gaver og varer i ophøjet foragt, så modtog Japan amerikanernes teknik og frembringelse med stor nysgerrighed, og inden længe implementerede landet vestlige skikke, teknologi og effektivitet.

Resultatet blev, at Japan med stormskridt gik frem mod en stormagtsstatus i Asien. I løbet af få årtier skaffede landet sig et stort militært og industrielt potentiale, mens Kina - i sin overvejende konservative selvforståelse som verdens centrum - stod stille og sakkede håbløst agterud.

Allerede i den første Kinesisk-Japanske krig 1894-95 gav dette sig udtryk i en knusende japansk sejr med en vestlig uddannet moderniseret hær.
Næste trin var en modernisering og udbygning af den japanske flåde i samarbejde med England. Allerede i 1904 chokerede japanerne her yderligere verden med et opsigtvækkende resultat i en krig mod Rusland, hvor Zarens flåde 1905 blev tilintetgjort i søslaget ved Tsushima. Landkrigen gav også store sejre og skaffede Japan herredømme over Korea og fodfæste på det kinesiske fastland.

Gevinsterne blev derefter yderligere udbygget til et Stillehavsimperium som medlem af Ententen under Første Verdenskrig ved overtagelse af de mange tidligere tyske besiddelser i Asien.

Japanerne er en hudsygdom, men kommunisterne er en hjertesygdom

Først fra 1920’erne begyndte Kina under Chiang Kai-shek en for alt for sen opvågning. Men mens Japan i 1930’erne ekspanderende i Kina, nedprioriterede Chiang den japanske trussel og brugte med udgangspunkt i udtalelsen: ”Japanerne er en hudsygdom, men kommunisterne er en hjertesygdom” de fleste resurser på at udrydde den kommunistiske bevægelse under Mao Zedong. Også af den grund stod Chiang med dårlige kort på hånden, da den japanske hær væltede ind i 1937.

Til gengæld havde de øvrige stormagter - primært England, USA og Sovjet - nu fået øjnene op for de japanske stormagtsdrømme og satte hælene i jorden. Japan nægtede dog at opgive sine erobringer og besatte tilmed Fransk Indokina uden modstand fra det franske Vichy-styre.

USA satte nu trumf på med olieembargo, samtidigt med at man få år forinden havde iværksat en stor udbygning af sin flåde. Japan var nu desperat klemt ind i et hjørne, idet man reelt kun havde oliereserver til et års tid, og flåden inden længe ville sakke agterud i forhold til USAs. 

Selv om det nu var nu krig eller ydmygelse, var en forhandlingsløsning med USA alligevel i spil helt ind til november 1941. Til sidst valgte hæren, der gradvist havde taget magten, på trods af modstand fra de stort set magtesløse japanske politikere og skepsis fra flåden, krigen i håb om med et lynangreb på Pearl Habor at tvinge USA til forhandlingsbordet.  

Fra triumf til betingelsesløs kapitulation 1941-45

Japan gik fra sejr til sejr fra december 1941 til maj 1942 og udvidede sit imperium med bl.a. Hollandsk Ostindien og dets olie, råstoffer, metaller og Malayas gummi. Men i maj 1942 blev admiral Yamamotos flåde bremset i slaget i Koralhavet for så at lide et knusende nederlag i slaget ved Midway i juni samme år Tilbageslaget efter kun ½ års krig havde flere årsager. Såvel taktiske fejl, overmod som den kendsgerning at amerikanerne havde brudt den japanske flådekode.
Men resultatet var i det lange løb uundgåeligt. Tabte Japan lynkrigen, ville man som flåden havde frygtet på forhånd, blive knust af det langt større amerikanske mandskabs- og industripotentiale. Japans få trumfkort til søs var deres uerstattelige hangarskibe og deres veltrænede elitepiloter. Havenes konger viste sig nemlig til begge landes overraskelse ikke mere at være slagskibene, men de nye hangarskibe. Her havde Japan satset på at bygge nye superslagskibe. Men disse viste sig nu nytteløse uden luftstøtte, og Japanerne havde hverken resurser eller tid til at sadle om. USA's industripotentiale gjorde det derimod muligt at bygge nye hangarskibe, udvikle forbedrede fly og uddanne piloter på samlebånd i et tempo, hvor Japan var chanceløs.

Dertil kom, at den amerikanske ubådskrigsførelse i krigens sidste år bogstavelig talt udslettede den japanske handelsflåde, der både skulle importere livsvigtige råstoffer og forsyne hæren rundt om i det store imperium.  Japan fik således meget lidt ud af de erobrede råstoffer og olien i de besatte områder.

Hop fra ø til ø i Stillehavet mod Japans hjerte

Allerede fra juni 1942 var krigen mod USA derfor reelt tabt for Japan, men alligevel blev kampene videreført med en umenneskelig brutalitet fra Aleuterne ved Alaska til Kina, Ny Guinea og Filippinerne, mens USA med voksende overlegenhed med sine hangarskibe og fly og arbejdede sig nærmere mod det japanske moderland i hop fra ø til ø.

Bogen skildrer her også de brutale forhold i de japanske fangelejre, udnyttelse af befolkningen i de besatte områder og den accelererende amerikanske bombekrig mod de japanske byer, hvor hundredtusinder civile bukkede under.

I kapitel for kapitel og skift fra lokalitet til lokalitet skildres krigens forløb krydret med vidneudsagn og uddrag af erindringer fra de agerende på begge sider, der sammen med kildeuddrag indgår direkte indfældet i fremstillingen. Her spares ikke på makabre scener og blodige detaljer til at illustrere kampenes nådesløse voldsomhed og gru. Ingen af siderne tog fanger eller skånede civile, kvinder og børn. 

Men mens japanerne gradvist blev trængt tilbage på Stillehavsøerne, så gik man til gengæld i offensiven på den kinesiske front, hvor område efter område blev erobret så sent som i 1944, mens krigen i Europa ellers da var ved at lakke mod enden. Både her og overalt er fremstillingen indlevet og suppleres løbende med et grundigt indblik i, hvad der rørte sig blandt fx de japanske politikere, hos Kejser Hirohito, i hæren og flåden. Derudover får læseren også et fint indblik i civilbefolkningens vilkår såvel i Japan som de besatte Stillehavsområder.  - Et generelt bredere og mere nuanceret indblik end der kan hentes i de fleste andre danske udgivelser. 

Bogens stærke sider

Bogens styrke er primært den brede skildring i det samlede asiatiske perspektiv med den grundige inddragelse af den ofte lidet omtalte kinesiske vinkel, hvor læseren præsenteres for en ligeværdig prioritering frem for den ellers generelt fremherskende fokusering på vestmagterne og deres krigsskuepladser. Hertil kommer en formidling i et alment tilgængeligt niveau med en god almen anskueliggørelse. I og med de mange analyser og redegørelser kommer forfatteren derudover fint ind bag kulisserne.

Vægten ligger dog primært på landkrigsførelsen, mens begivenhederne til vands og i luften og deres baggrundsramme og taktik på denne baggrund er lidt mere nedtonede. Kildelisten bagerst i bogen og de mange noter - i alt 115 sider - vidner her om et omfattende og grundigt forarbejde.  Derudover giver de mange danske skæbner blandt de agerende ekstra kolorit. I det hele taget er forfatteren rigtig god til at udfolde det store perspektiv ud fra detaljer og de mange øjenvidneberetninger.

Der er mange spændende elementer, som ikke har været ret meget uddybet før. Fx Hirohitos rolle i Japan og hans betænkeligheder før og under krigen og rolle ved kapitulationen. Yderligere kommer Harmsen fint om den japanske krigerånd, respekten for kejseren, soldaternes opofrelse og disciplin trods sult og sygdom.

Afvejning af bogens lidt svagere momenter og målgruppe

Bogen fremstår dog - trods de forholdsvis få men udmærkede fotos, illustrationer og kort - ret teksttung i sit layout for en del af målgruppen, som primært udgøres af videregående historisk interesserede.

Ideen med skildringer i frøperspektivet er oftest et fint islæt til at tilføre atmosfære i fremstillingen, men her bliver det af og til for meget, så det skygger for overblikket. - Også fordi bogens kapitler hver især er meget lange og ikke opererer med afsnitsoverskrifter, når fremstillingen skifter fra lokalitet til lokalitet. 
Mht. søkrigsførelsen havde fx slagene ved Koralhavet, Midway, Guadalcanal og Leyte været bedre tjent med en oversigt over og afrunding af slagenes forløb. Uden supplerende baggrundsviden står den almene læser her uforløst med spørgsmål om det samlede facit og perspektiv.

Desangående står fx Mogens Lund: Krigen i Stillehavet fra 2019 som et lidt bedre bud.

Brugen af de mange kilder og noter giver på den positive side en bred fundering af fremstillingen. Men omfanget her synes også at have fristet forfatteren til en høj detaljeringsgrad, som flere steder sætter præg på overskueligheden og bidrager vel meget til bogens voluminøse omfang. Retfærdigvis bringes dog på den anden side dermed også flere interessante elementer i spil med ukendte begivenheder fx en kort krig mellem franske og thailandske tropper i Indokina og de ret ukendte kampe mellem Japan og Sovjet før Pearl Habor.

På den maritime front er der et par fejl.  Roosevelts Stillehavsrejse til Hawaii 1944 foregik med krydseren USS Baltimore og ikke med USS Alabama (som var et slagskib og ikke en krydser). Det japanske krigsskib Hayate, der blev sænket ved Wake øen, var en destroyer og ikke en krydser. Termen ”højsøflåden” skurer også hos mig mht. Den Kejserlige Flåde, og de amerikanske torpedoer var ikke udstyret med magnetiske miner men med magnetisk tændsats. Derudover havde den japanske flådes skepsis ved at gå i krig før Pearl Habor været yderligere tjent med en underbygning - fx fra H.P. Willmott: The Second World War in the Far East (står i litteraturlisten).  Her anføres bl.a. at størstedelen af Den Kejserlige Flådes destroyere var forældede, og at ledelse under omfattende øvelser i 1939 og 1940 havde konstateret, at den egentlige japanske masterplan til nedkæmpning af et storstilet amerikansk flådeangreb mod Japan ikke lod sig realisere i praksis.
En del læsere vil nok tage anstød af den racistiske betegnelse japser fra kilderne. Her er jeg dog enig i Harmsens betragtninger i forordet. Fri os for at omskrive historie for at efterleve nutidig politisk correctness.

Konklusion

Trods ovenstående kommentarer og småkorrektioner behøves dog bestemt ingen guldvægt til at afgøre, at Peter Harmsens bog med sin brede tilgang og velresearchede baggrund udgør et væsentligt supplement til de danske værker om 2. verdenskrig i Asien og Stillehavsområdet. Dertil er den med  sit samspil med anvendelse af kilderne spændende læsning. Der bringes væsentlige nye vinkler i spil mht. krigens baggrund og begivenhederne bag kulisserne, på samme måde som kampene i Kina får den plads og rolle, som for en stor del har været savnet i de hidtidige danske historiske bogudgivelser.

[Historie-online.dk, den 21. september 2021]

Forrige artikel
Se relaterede artikler
Mellem bomber og torpedoer
Beredskab ved daggry
Ivans krig