Besovede kvindfolk og ukærlige barnefædre
Af Mette Seidelin, Landsarkivet for Fyn
Den seksuelle tolerance fremhæves ikke sjældent som et positivt særtræk ved den danske kultur. Som eksempler på den særlige danske seksuelle frigørelse nævnes især pornografiens frigørelse i slutningen af 1960-erne samt Danmarks status som det første land i verden, der indførte muligheden for registrerede partnerskaber mellem homoseksuelle. Selv utroskab eller sex før ægteskabet opfattes i vidt omfang som en del af folks privatliv, der kun vedrører de berørte parter - og ikke resten af samfundet eller staten. Selvom der ganske vist jævnligt er fokus på blandt andet de unges seksualvaner og omfanget af utroskab, er det ikke noget, der kan få lovgivernes øjenbryn eller pegefinger til at løfte sig. Men sådan har det – ved Gud fristes man næsten til at sige! – ikke altid været.
Nina Javette Koefoed, adjunkt på Århus Universitet, har med sit værk om køn, ret og sædelighed i 1700-tallets Danmark vist os et billede af det danske samfund i 1700-tallet, der ikke tidligere har været belyst – nemlig et samfund, hvor uægteskabelig seksualitet var forbundet med statslig indgriben, der tog afsæt i normer og moral, som langt fra var statiske. Værket udspringer af forfatterens ph.d projekt, der blev fornemt hædret med Kraka-prisen og Aarhus Universitets Forskningsfonds ph.d. pris.
Den foreliggende bog er resultat af en længerevarende undersøgelse med det overordnede formål, at ”afdække, hvorfor uægteskabelig seksualitet blev reguleret, hvordan reguleringen fandt sted, og hvilken udvikling, der var i denne regulering over den valgte tidsperiode”, som helt præcist omhandler perioden 1683-1812. Periodevalget er velbegrundet i datidens lovgivning, og vi befinder os således mellem Danske Lov fra 1683, der rummede hårde straffe ved seksuelle forhold udenfor ægteskabet, og afslutter ved forordningen i 1812, hvor første og andet forhold mellem ugifte afkriminaliseredes. Det er først og fremmest datidens lovgivning og reguleringen af den uægteskabelige seksualitet, der studeres, men nok så interessant i krydsfeltet mellem staten, kirken og befolkningen. Forfatteren anskuer emnet ud fra et aktørperspektiv med fokus på individernes ageren og betydning for udviklingen, og samtidig anlægger hun et kønsperspektiv på problemfeltet.
Værket er struktureret med to kronologiske og tematiske hovedafsnit. Det første afsnit behandler første del af undersøgelsesperioden, hvor lovgivningen var særlig restriktiv, mens den anden (og mest interessante) del studerer afkriminaliseringen af den uægteskabelige seksualitet.
Undersøgelsen bygger primært på en grundig gennemgang af Kancelliets Brevbøger, Jyske Tegnelser og supplikprotokollerne med henblik på at studere kongens korrespondance med embedsmænd og borger. Med borgernes skrivelser til kongen får vi indblik i, hvilke typer af sager, befolkningen henvendte sig til kongen om, og samtidig anvender forfatteren supplikkerne til at indkredse befolkningens normer og holdninger til etableringen af seksuelle relationer og familiedannelse. I denne sammenhæng havde det været interessant om forfatteren mere eksplicit havde taget stilling til, i hvilket omfang ansøgerne afspejlede den formentlig langt største gruppe, der ikke ansøgte om benådning eller strafnedsættelse, fordi de enten ikke havde råd til at indgive en supplik, eller fordi de manglede kendskab til, hvordan man ansøgte kongen om benådning. For spørgsmålet melder sig, om de normer, der kommer til udtryk i supplikkerne, var repræsentative for den brede befolkning?
Det er ikke kun kilder fra centraladministrationen, der benyttes i undersøgelsen. Nina Javette Koefoed inddrager også byfogedregnskaber fra Viborg byfoged, der indeholder oplysninger om opkrævede lejermålsbøder. Samspillet mellem lovgivning og retspraksis på det øvre og nedre niveau er interessant, og selvom det med fordel vil kunne styrkes med flere undersøgelser på lokalt niveau, giver forfatterens helhedsperspektiv et nuanceret billede af udviklingen i datidens formelle og uformelle normer og praksis i forbindelse med uægteskabelig seksualitet.
Uægteskabelig seksualitet, synd og straf.
I henhold til den kristne tro hørte seksualitet til indenfor ægteskabet mellem mand og kvinde – øvrige seksuelle forhold var en forbrydelse mod Gud og skulle straffes i overensstemmelse hermed. Som afhandlingen påviser, var straffene både juridisk set og i praksis hårde, og målet med reguleringen af den uægteskabelige seksualitet var selve ægteskabet. I visse tilfælde kunne uægteskabelig seksualitet således sones, hvis parterne indgik ægteskab. Indtil 1734 var manden forpligtet til at indgå ægteskab med den kvinde, han havde haft et seksuelt forhold til, men i 1734 ophævedes dette krav, og som Nina Javette Koefoed fremhæver, ændrede den nye forordning ansvaret for det uægteskabelige forholdet. Tidligere kunne kvinden betragtes som offer for en mands falske løfter om ægteskab, men med den nye forordning blev rollerne nærmest byttet om. Begrundelsen for udarbejdelsen af forordningen var, at mange mænd blev lokket til at indgå et seksuelt forhold af kvinder, der kun var ude på at indgå ægteskab med dem. Kvindens rolle som offer ændrede således karakter, og kvinden fremstod nu som forføreren. Alligevel påviser forfatteren, at der i praksis frem til 1760-erne stadig var et uformelt krav om, at manden indgik ægteskab med kvinden, hvis hun var gravid.
Indtil midten af 1700-tallet var det først og fremmest selve den ukristelige handling i form af hor eller lejermål, der var i fokus. Det interessante, som Nina Koefoeds undersøgelser påviser, er, at dette fokus ændredes fra midten af 1700-tallet. Nu blev selve resultatet af den seksuelle handling, nemlig det uægte barn, centrum for offentlighedens opmærksomhed samtidig med, at der i ”løbet af 1790-erne opstod en konstruktion af moderskab og faderskab i forhold til de uægte børn”.
Sekulariseringen bevirkede, at den religiøse fordømmelse trådte i baggrunden til fordel for en større opmærksomhed rettet mod de illegitime børn og deres mødres sociale forhold og børnenes opvækst. Årsagerne hertil var mange, og ikke alle grunde udsprang, som forfatteren påviser, af en humanistisk tankegang. Når kvinderne og børnenes vilkår kom i fokus, udsprang det blandt andet af en økonomisk nyttebetragtning fra statens side.
I 1763 blev fædrene forpligtet til at bidrage til det uægte barns forsørgelse. Kravet om ægteskab med barnemoderen erstattedes således med kravet om, at begge parter var forpligtet til at sørge for barnet. Begrundelsen lød, at det var i overensstemmelse med naturens lov, at både moderen og faderen var forsørgere. Til gengæld blev kun moderen anset for at være den kærlige forælder, den såkaldt opofrende mor, mens faderens følelser overfor det uægte barn blev negativt beskrevet. Opfattelsen var, at mænd ikke nærede positive følelser overfor deres illegitime afkom, og det opfattedes derfor som naturligt, at barnet skulle have sin opvækst hos moderen, mens faderens rolle udelukkende var af økonomisk betydning gennem bidragspligten.
Da fokus ikke længere var rettet mod den ukristelige gerning men mod det uægte barns opvækst og sociale vilkår – der gerne skulle resultere i en nyttig samfundsborger – banedes vejen for en afkriminalisering af uægteskabelig seksualitet. I 1812 ophævedes straffen ved lejermål, og som Nina Koefoeds undersøgelse påviser, konfirmerede loven en allerede udbredt praksis.
I sin helhed udgør værket et vigtigt bidrag til den øvrige forskning indenfor dette og relaterede emner. Det er derfor ærgerligt, at det ikke har været muligt at formidle undersøgelsen i en mere læsevenlig form, der ikke som nu primært retter sig mod studerende eller forskere. Værket bærer efter min overbevisning i for høj grad præg af at udspringe fra en ph.d. afhandling – og netop på grund af det spændende emne og den grundige forskning som forfatteren har bedrevet, fortjener undersøgelsen en bredere målgruppe.
