Menu
Forrige artikel

Blyamulet påkalder dæmoner

Kategori: Arkiv
Visninger: 4486

Nyfundet middelalderamulet fra Ærø er netop blevet tydet af Nationalmuseets runolog. Den indeholder bl.a. en påkaldelse af dæmoner

- Gordin Ingordan. Således lyder indledningen af en latinsk inskription skrevet på en blyamulet fra middelalderen. Den er fundet med metaldetektor af amatørarkæolog Glenn Abramsson på en mark lidt nord for Bregninge Kirke på Ærø.

For moderne danskere giver ordlyden ingen umiddelbar mening, men ordene dækker over en heftig påkaldelse af både dæmoner og elverfolk, som dengang blev betragtet som onde væsner. Det konkluderer Nationalmuseets ekspert i inskriptioner, museumsinspektør Lisbeth Imer, efter hun har studeret amuletten.

- Vi kender ordfølgen fra flere andre fund, og den består i virkeligheden af tre ord ”Gordan, Gordin og Ingordan, men desværre er amuletten fra Bregninge beskadiget, så det første ord er forsvundet.

- De tre ord findes på flere amuletter af træ og metal fundet i Danmark, Norge og Sverige, så det er en formular med stor udbredelse, og det har i mange år været omstridt, hvad ordene egentlig betyder, men jeg hælder til, at det er en påkaldelse af elverfolk eller dæmoner, forklarer Lisbeth Imer.

Tekststykkerne tyder på, at ordene skulle uddrive sygdomme og onde ånder. Det er uden tvivl også formålet med amuletten fra Bregninge, mener Lisbeth Imer. Den skriveglade person fra middelalderen nøjedes ikke med at påkalde dæmoner. Efter besværgelsen følger en længere fortløbende tekst. Selvom der mangler store partier af teksten, er Lisbeth Imer sikker på, at det er indledningen til Johannesevangeliet.

- De fire evangelister nævnes ved navn på mange blyamuletter, men det er første gang, vi finder Johannesevangeliet skrevet på en blyamulet, siger Lisbeth Imer. Skriveren har været meget dygtig til at forme bogstaverne. Bogstaverne er få millimeter høje, og de er ristet meget sikkert ind i blyet, som fra naturens hånd er blødt og velegnet til at skrive i. Nogle pudsige sproglige detaljer vidner om, at teksten er udenadslære, og det kan være med til at sige noget om udtalen af latin i middelalderens Danmark, understreger Lisbeth Imer. På Øhavsmuseet er arkæolog og museumsinspektør Otto Uldum begejstret for blyamuletten, som ikke er det første interessante fund gjort på stedet.

- Der er tidligere fremkommet en seglstampe og nogle andre fund, som tyder på, at der nær Bregninge Kirke har boet en person med høj status i middelalderens samfund, og det er nærliggende, at der på stedet lå et gejstligt sæde med tilknytning til kirken, siger Otto Uldum.

Glenn Abramsson fortsætter med at undersøge markerne med sin metaldetektor. Otto Uldum håber på engang at kunne afsløre, hvem der boede på stedet, og hvem der engang i middelalderen påkaldte sig dæmoner og skrev Johannesevangeliet ind i en blyamulet.

Forrige artikel
Se relaterede artikler
Fantastisk jernalderlandsby fundet i Aalborg
Crowdfunding betaler datering af arkæologisk fund
Unik mønt fortæller nyt om fynske vikinger